HUSNING
En voksen kongepyton bør holdes i et vivarium på minimum 120x50x35cm eller lignende – men også gerne større (dette giver også en bedre temperaturgradient), selvom de ikke nødvendigvis er en type af slange, der udforsker deres omgivelser en hel masse. Yngre og dermed mindre kongepytoner kan selvsagt klare sig med mindre plads og nogle siger, at man godt kan give dem for meget plads, og at de i så fald føler sig udsatte og eventuelt vil nægte at spise.
​
Personligt ville jeg bare få et vivarium, som passer i størrelsen til en voksen kongepyton, og som slangen kan ’’vokse ind i’’. Tager man sig forholdsregler og giver sin kongepyton det, den har brug for og sørger for masser af gemmesteder, så burde det ikke være et problem. I naturen har de jo selvsagt uendeligt meget plads og finder ud af at kunne føle sig trygge. Jeg ville personligt altid være mere urolig for at give for lidt end for meget plads.

Det kan eventuelt være værd at overveje et vivarium, som åbner fra siden i stedet for fra oven. Det kan virke mindre skræmmende for din kongepyton på den måde, når du kommer for at tage den ud, da rovdyr i naturen ville komme ovenfra. En anden ting, du kan gøre for at minimere risikoen for at din kongepyton føler sig udsat/stresset/bange og derfor giver problemer, er at sørge for, at kun fronten af vivariet er af glas. Det vil sige, selv hvis du har et vivarium kun af glas, så mal de andre overflader sort udenpå eller dæk dem til med noget andet materiale, som gør dem mørke. Du kan også installere en baggrund, hvis du synes det tilfører noget positivt til vivariets udseende og er mere spændende end bare en omgang sort maling. På den måde føler slangen sig ikke udsat – kan den ikke se dig og andre bevægelser fra mange vinkler på en gang, virker det mindre stressende.
Som med alle slanger er det vigtigt at sikre sig, at de ikke kan skubbe låget op/til siden, da du ellers risikere din slange kommer på afveje. Ideelt set kan man få et vivarium, hvor åbningen kan låses, hvilket løser dette eventuelle problem.
Temperatur, luftfugtighed og dagscyklus
Den kølige ende af vivariet bør være ~26ºC og den varme ende ~34ºC. Du bør have et termometer i hver ende af vivariet, og en temperature gun er en hurtig måde at måle temperaturen af overflader i vivariet. Temperaturen om natten bør ikke falde under ~22ºC.
Brug en afskærmet varmelampe i den varme ende af vivariet – afskærmning er vigtigt for at undgå at din slange kan komme i direkte kontakt med lampen og brænde sig. Sørg altid for at varmelamper er tilsluttet en termostat, både for at undgå elektriske kortslutninger men også for at sikre dig, at temperaturen altid er korrekt.
Luftfugtigheden bør være 60-80 % og bør måles med et hygrometer. Det gør ikke noget, at den den lejlighedsvist er lidt lavere eller lidt højere (fx i forbindelse med misting), da der også vil være udsving i løbet af en dag i naturen.
Jeg vil altid anbefale, at du bruger UV lys til slanger – også de nat- eller tusmørkeaktive, da der er nogen evidens for, at det er med til at forbedre deres sundhed og velfærd - lav-intensitets UVB er nok, og du bør satse på et UV-index på ca. 0,5 på solbadningspladsen. Husk at UV lys ikke kan trænge gennem glas eller plastik!
En 12 timers dagscyklus med 12 timers lys/UV-lys og 12 timers mørke/nat er passende for en kongepyton. Det nemmeste er at have lyset/pærerne sat til en timer, så de automatisk tænder og slukker på samme tid hver dag. Man kan justere til 12,5 times dagslys om sommeren og 11,5 om vinteren, men da de er fra ækvator er forskellen ikke stor.

Tilbehør
-
Huler: Som nævnt er kongepytoner en art, som ynder at gemme sig i mørket, hvor de føler sig sikre, og samtidig kan suge varme til sig fra deres omgivelser. Derfor bør du give din kongepyton steder at gemme sig, da dette gør, at de kan føle sig trygge.
- Huler behøver ikke være særlig fancy, og du kan tilbyde forskellige typer: Korkbark, plastik, imiteret sten osv. De behøver ikke være meget større, end at din kongepyton lige kan være der – sådan foretrækker de det ofte, men du kan altid tilbyde huler i flere størrelser og af forskellige materialer.
​
- Du bør som minimum have en hule i den kolde ende og en hule i den varme ende af terrariet – men ideelt set også gerne flere. Jo større vivarium du har, jo flere forskellige huler kan du tilbyde spredt ud over varmegradienten.

-
Fugtskjul: Det er en god ide at tilbyde et fugtskjul, som din kongepyton kan bruge, hvis den synes den har brug for lidt hjælp, når den begynder at skifte ham.
- Et fugtskjul er en hule fyldt med fugtigt sphagnum mos eller køkkenrulle.
​
- Hvis din kongepyton altid opholder sig i fugtskjulet, kan det være værd kun at sætte det ind, når den begynder at skifte ham – alternativt kan det være du har et problem med for lav fugtighed i dit vivarium.
​
-
Solbadningsplads: Kongepytoner kan gode lide at absorbere varme fra de overflader, de ligger på (’’heat conduction’’ på engelsk). Derfor kan det være en god ide at placere en større sten eller lignende i solbadningsområdet/under varmelampen. På den måde kan din kongepyton suge varme til sig fra stenen.
​
-
Grene: Det er bedst at tilbyde et par grene i vivariet også, hvis din kongepyton skulle få lyst til at klatre – bare sørg for de står godt fast. Det giver desuden flere teksturer, som kan hjælpe under hamskifte.
Substrat
Et kongepyton-vivarium ville være virkelig velegnet til et bioaktivt set-up med en passende jordblanding og levende planter.
Ønsker du ikke at gå den bioaktive vej, kan du stadig bruge passende reptil-jord/sandblandinger (undgå dog rent sand), men der er også andre muligheder:
-
Substrater baseret på kokosfiber/kokosavne.
​
-
Køkkenrulle/avispapir: Billigt og nemt at udskifte/rengøre, men ikke særlig naturligt/berigende. Hvis du bruger avispapir, så sørg altid for at fjerne hæfteklemmer.
​
-
Fliser, der kan holde varme: Lidt samme som avispapir.
​
-
Barkflis af Cypres træ: Reptilejere der har brugt det, har dog reporteret, at dette kan give problemer, hvis større stykker ved et uheld bliver indtaget under fodring.
Hvad end du ender med at bruge, så sørg altid for, at løse substrater er beregnede til dyre-/reptilhold og er fri for kemikalier og lignende.
Rengøring
Medmindre du har et bioaktivt set-up, er det vigtigt at sørge for at holde din kongepytons omgivelser rene. Du bør fjerne afføring dagligt, og udskifte beskidte overflader, hvis du fx bruger avispapir.
Selve buret og indholdet i buret bør hovedrengøres en gang hver anden uge, eller måske endda oftere, hvis du har en kongepyton, der er lidt af en gris. Husk at opbevare din kongepyton i et andet lokale, mens du gør rent, så han eller hun ikke kommer i kontakt med dampe eller aerosoler fra rengøringsmidler, og husk at vaske godt efter med vand for at fjerne rester af rengøringsmidler fra vivariets overflader.

Vivariets placering
Placer gerne viviariet i bordhøjde og ikke direkte op ad en varmekilde som fx en radiator eller i solskin fra et vindue, samt heller ikke fx i træk. Det kan også være værd at placere vivariet i et rum, hvor der ikke sker for meget, hvis du har en kongepyton, der er nervøs af sig.
SELSKAB
Du bør ikke holde flere kongepytoner sammen. Der er nogle, der vil gøre det og selvom det måske ikke lader til at skabe problemer, så kan det nemt være, at det er stressende for slangerne, selv hvis det ikke er åbenlyst. Jeg synes personligt ikke det er værd at gøre det, og risikere at kompromittere deres velfærd. I naturen er de også solitære.
Det er vigtigt at huske, at slanger (og reptiler generelt) ikke er mennesker og at vi derfor ikke skal tillægge dem vores følelser. Selvom vi måske tænker, at vi godt ville kunne tænke os en ven, så vil en kongepyton synes det er federe at have lov at have sit vivarium for sig selv.

Kongepytoner og andre dyr
Ligesom du ikke bør holde flere kongepytoner sammen, bør du heller aldrig holde en kongepyton sammen med andre reptilarter i det samme vivarium.
Til gengæld er der ikke noget, der stopper dig fra at have flere forskellige typer af dyr i dit liv – de skal bare ikke bo sammen. Dog vil jeg aldrig anbefale at lade din kongepyton være alene med en hvilket som helst anden type af dyr.
Hvis du har flere reptiler i hjemmet, bør du vaske hænder indimellem håndtering af de forskellige reptiler for at minimere risikoen for at sprede eventuelle sygdomme (også selvom du har haft en passende karantæneperiode). I virkeligheden bør du altid vaske hænder efter at have håndteret din kongepyton uanset.
FODRING
Basis diæt
Som med langt størstedelen af slanger, spiser kongepytoner hele byttedyr. Som tommelfingerregel har et passende byttedyr nogenlunde samme størrelse, som det bredeste sted på din slange. Du kan selvfølgelig give flere mindre byttedyr, men det kan måske være sværere at overtale din kongepyton til at tage fx flere mus end én rotte, især da de nogle gange kan være svære at få til at spise i det hele taget, men du kan prøve dig frem.
En kongepyton, der stadig er i voksealderen bør fodres cirka en gang om ugen, mens voksne bør fodres hver 14. dag cirka – og nogle kan også nøjes med hver tredje uge fx; det kommer an på forskellige faktorer med din individuelle slange.
Kongepytoner har ry for at være lidt kræsne og nogle gange gå på sultestrejker – nogle gange op til mange måneder ad gangen, og det kan selvfølgelig være bekymrende. Hvis du vil have hints til, hvordan du eventuelt kan overtale en slange til at spise, kan du læse mere om det i afsnittet om fodring af slanger under reptiler generelt (her).

Med langt de fleste typer af reptiler og andre eksotiske kæledyr, er det en fordel at veje dit dyr cirka en gang om ugen og så skrive det ned i en bog. Det samme gælder kongepytoner og måske især, fordi de har ry for at gå på sultestrejke. Hvis du holder øje med din pytons vægt, så kan det give din en ide om, hvornår det eventuelt er tid til at tage til dyrlægen og finde ud af, om der er et underlæggende problem. Som hovedregel siger vi, at det er okay, så længe slangen ikke taber mere end 10 % af sin kropsvægt (og ikke er meget overvægtig i forvejen) – og så længe den ikke giver dig andre grunde til at tro, at der skulle være noget galt selvfølgelig. En slange, der er færdig med at vokse, bør holde sin vægt rimelig stabil.

Det kan desuden være en hjælp at holde øje med din kongepytons body condition score (BCS) – dens form på en skala fra 1-5 eller 1-9 – lige så meget som dens vægt. Begynder din slange at blive tyk i det, så kan det være en ide at gå længere mellem fodringer, og hvis du synes den er tynd (og ikke har grund til at tro, at der er andet galt), så kan du omvendt skrue op for fodrings-frekvensen. Du kan spørge din dyrlæge, om vedkommende vil vise dig, hvad man skal holde øje med, når man vurderer en slanges BCS.
Supplementer
Historisk set er man gået ud fra, at slanger får al den næring de har brug for fra deres diæt, da de spiser hele byttedyr, og at det derfor ikke er nødvendigt at bruge supplementer. De seneste par år har der dog været studier der viser, at de kan have godt af lidt hjælp alligevel. Drys lidt calcium og vitaminpulver af god kvalitet (evt. et kombi-produkt) på din kongepytons måltid fx hver tredje eller fjerde gang, den spiser (og tag højde for hvor længe siden det er, den sidst har spist, da de jo nogle gange går længe uden at spise). Det kan ikke gøre nogen skade, men det kan eventuelt gøre en positiv forskel for dens helbred. Hvis du bruger UVB til din kongepyton - hvilket jeg jo anbefaler at du gør - bør du vælge et tilskudspulver uden D3-vitamin. Hvis du ikke bruger UVB, da vælg et tilskud med D3.
Vand
Din kongepyton bør have adgang til rent og frisk vand til enhver tid, så skift det dagligt/når du ser, der er brug for det. Du kan eventuelt tilbyde din kongepyton en ret stor vandskål, som den har muligheden for at bade i, hvis den skulle have lyst. Det kan være en fordel at skålen er tung, så den ikke nemt vælter rundt.
%2C%20also%20known%20as%20the%20royal%20python_%20Color%20is%20brow.jpg)
HÅNDTERING & ADFÆRD
Kommunikation og kropsprog
Slanger udforsker deres omgivelser blandt andet ved at spille med tungen – det er helt normalt og ikke et tegn på aggression. En rolig slange spiller langsomt med tungen, mens en hurtigt bevægende tunge oftere er forbundet med en reaktion på mad.
På engelsk hedder de ’’ball pythons’’ – det er fordi deres primære forsvarsmekanisme er at rulle sig sammen i en ’bold’ med hovedet i midten; dvs. de gemmer sig hellere end går til angreb. Hvis du løfter en hule, hvor din kongepyton opholder sig, vil det oftest være den position du finder den i.
Håndtering +/- tæmning
Når du får din kongepyton hjem, er det vigtigt at give ham eller hende tid til at falde til i sine nye omgivelser. Giv den i hvert fald en, men også meget gerne to uger til at falde til før du rigtig begynder at introducere dig og vent gerne til efter den har taget sit første måltid. Mange slanger nægter nemlig at spise, hvis de er stressede. Husk ikke at håndtere din kongepyton i to dage efter den har spist, så den har tid til at fordøje sit måltid.
Når din kongepyton er faldet til, kan du begynde at introducere dig stille og roligt. Det handler mest om at gøre den vant til din lugt og vibrationerne fra din stemme. Tal roligt og bevæg dig langsomt/roligt også. Sørg desuden for, at din slange er vågen – du ville nok også blevet forskrækket, hvis du vågnede ved, at en kæmpe samlede dig op!
En baby kan tage længere tid at gøre håndtam end en voksen. Hvis du tænker på det fra slangens perspektiv, så er verden et noget mere skræmmende sted, når man er helt lille. Derfor kan unge/små slanger kræve lidt mere arbejde og tålmodighed. Det kan også være nødvendigt at håndtere dem dagligt i en periode, indtil de finder ud af, at du altså ikke er farlig og ikke vil spise dem. Det er nødvendigt at blive ved, selvom de måske bider – husk at en slange ikke bider af ondskab, men i selvforsvar. Med regelmæssig håndtering, falder de dog til ro og bliver medgørlige.

En voksen kongepyton, som er vant til håndtering, bider sjældent. Hvis din kongepyton gemmer sig som en bold, mens du håndterer den, kan det være et tegn på, at den er utryg. Så er det måske bedre at prøve igen en anden dag. En kongepyton som føler sig tryg sidder fx stille og holder øje med sine omgivelser eller bevæger sig rundt i dine arme.
En kongepyton der vil bide, vil oftest indikere dette ved at indtage en ’’strike’’-position – selvom dette sker sjældent. En slange, der er ved at skifte ham, er desuden mere irritabel og derfor er det et dårligt tidspunkt at håndtere dem på. Desuden kan de fleste slanger lære at forbinde et signal med noget bestemt, fx så de ved at nu er det håndteringstid og ikke fodringstid. Fx kan de lære at forbinde en slangekrog med håndtering, hvilket kan få bragt dem ud af et eventuelt mad-humør så at sige. Sørg selv sagt også altid for, at dine hænder ikke lugter af mad, og at du ikke har en rotte til at tø op lige ved siden af, hvor I opholder jer, så du undgår at blive bidt fordi din kongepyton blev forvirret over, at du duftede lækkert.
Husk at slanger ikke har arme og ben. Derfor er de nødt til at bruge deres krop til at holde fast. Husk at støtte din kongepyton, når du samler den op.
Kongepytoner og børn
Hvis dine børn ikke er bange for slanger og er interesserede i dem, så er kongepytoner gode til børn af mange af de generelle årsager jeg har nævnt før. De bevæger sig ikke specielt hurtigt og vil ofte sidde stille, og af den grund kan børn eventuelt finde dem mindre uforudsigelige.
Den anden side er medaljen er så til gengæld, at nogle børn måske vil finde det sådan lidt kedeligt med en slange, der ikke laver så meget så at sige.

Som voksne har de også en god størrelse, som gør, at det er mindre sandsynligt at man ved et uheld kunne gøre skade på dem under håndtering sammenlignet med andre mindre slanger. Dog vil jeg som med alle dyr selvfølgelig altid anbefale at mindre/yngre børn er superviserede under omgang med dem.
Hvordan ved jeg, om min kongepyton fejler noget?
Reptiler kan generelt være svære på det her område, fordi de ikke viser tegn på sygdom. Dog er der nogle ting, som du kan holde øje med, fx vægt og kropsform. Det kan være en god ide at veje din kongepyton ugentligt eller med et par ugers mellemrum og skrive vægten ned – på den måde kan du reagere, hvis den pludselig taber sig fx. Især hvis din kongepyton er på en sultestrejke, så er vægt en god indikator. Nogle kongepytoner holder op med at spise i flere måneder uden at tabe sig – og så er der ikke noget at være nervøs for. Taber din kongepyton sig pludselig mere end 10 % af sin kropsvægt, så er en tur til dyrlægen på sin plads.
Derudover vil jeg råde dig til simpelthen at bruge din mavefornemmelse. Du kender din kongepyton bedst, og det er dig, der har de bedste forudsætninger for at opfange det, hvis noget ikke er som det plejer.
PLEJE &
PRÆVENTIV MEDICIN
Når du får din kongepyton hjem
Når du får din kongepyton hjem, bør den være i karantæne i en periode – især hvis du har andre reptiler i hjemmet. Det indebærer at huse den væk fra dine andre reptiler, dvs. i et andet lokale, samt at vaske hænder mellem at du håndterer de forskellige reptiler (hvad du dog altid bør gøre alligevel). Det kan desuden være en god ide at huse din nye kongepyton i et midlertidigt karantæne-setup, før du introducerer den til sit permanente hjem – dette er isæt vigtigt, hvis du vælger at gå den bioaktive vej, da sådan et set-up ikke på samme måde kan rengøres og desinficeres. Til gengæld kan du så bruge karantæne-perioden på at få dit bioaktive set-up ordentligt op at køre, inden du introducerer din kongepyton til sit nye permanente hjem.

Jeg vil anbefale at du bruger karantæneperioden på at arrangere en tur til dyrlægen. Lad din dyrlæge lave et sundhedstjek på din nye kongepyton, når du får den hjem. På den måde kan dyrlægen eventuelt opfange sygdomme, selv hvis den ikke har symptomer, før det udvikler sig/kan behandle det, så det ikke spreder sig til fx andre reptiler i hjemmet. Det tillader desuden dyrlægen at indsamle nogle data som fx vægt, hvilket kan være en hjælpsom indikator, hvis den på et senere tidspunkt skulle komme til at fejle noget. Dyrlægen kan desuden rådgive dig på områder, som du føler du kunne bruge noget hjælp med, og kan fx også bekræfte kønnet på din kongepyton, hvis du skulle være i tvivl.
Det kan desuden være en god ide at medbringe en afføringsprøve til dette første sundhedstjek. På den måde kan dyrlægen udføre nogle tests og fx udelukke eller bekræfte, om din kongepyton har parasitter i sin mavetarmkanal. Afføringsprøven bør være så frisk som muligt.
Helbredstjek
​
I en ideel verden vil jeg anbefale, at du tager din kongepyton til dyrlægen en gang om året for at få et sundhedstjek. På den måde kan dyrlægen løbende holde øje med, hvordan han eller hun vokser samt holde øje med vægt, eventuelle problemer din kongepyton har eller har haft, ligesom det giver dig mulighed for at stille spørgsmål. Det drejer sig oftest om 10-15 minutter en gang om året, som kan være givet godt ud. Din dyrlæge vil måske anbefale, at du medtager en afføringsprøve til det årlige sundhedstjek også.
Alternativt, hvis du ikke ønsker at få din kongepyton sundhedsundersøgt årligt, så kan du indsamle en afføringsprøve og aflevere hos din dyrlæge en gang om året eller halvårligt i stedet, da dette kan give visse informationer om din slanges sundhedsstatus, uden at dyrlægen ser den.

Forsikring
En del forsikringsselskaber tilbyder i dag forsikringer til smådyr udover hunde og katte. Det kan eventuelt give dig ro i sjælen at vide, at der er hjælp til at dække udgifterne, hvis din kongepyton skulle få nogle uventede helbredsproblemer og dermed dyrlægebesøg og -regninger. Forhør dig ad hos forskellige selskaber og se hvad de kan tilbyde.
Hvis du ikke synes en forsikring er pengene værd, så er et alternativ at lægge et bestemt beløb til side hver måned. På den måde har du en buffer/en opsparing at tage af, som kan hjælpe med at dække både forudsete og uforudsete ture til dyrlægen.

Turen til dyrlægen
For at gøre turen så lidt stressende som muligt er der et par ting du kan gøre. En af de vigtigste ting er at sørge for, at din kongepyton ikke bliver for kold. Det gør ikke så meget, hvilken form for transport du bruger, så længe der er luft og varme. Mange mennesker bruger plastikkasser med lufthuller eller pudebetræk.
​
​Du kan supplere varme på mange forskellige måder – fx med en snuggle safe, en flaske med varmt vand eller en sok med ris efter en tur i mikroovnen. Det er dog vigtigt, at varmekilden ikke er for varm – hvis du brænder dig på det, så kan din kongepyton også.
Det næste du kan gøre, er at sørge for, at der er mørkt og roligt. Det kan fx gøres ved bare at dække kassen til med et håndklæde eller lignende og lade være med at skrue bilradioen op for fulde gardiner.
Når du kommer hen til dyrlægen, kan du desuden informere dem om, at du gerne vil vente i bilen med din kongepyton, indtil det er jeres tur.
Badning og hamskifte
Nogle kongepytoner kan måske lide at få et bad i 5-15 minutter med et par ugers mellemrum, mens andre ikke bryder sig om det. Sørg altid for at holde øje med din kongepyton, mens den bader. Mange reptiler vil gå på toilettet i vandet, og i så fald er det et passende tidspunkt at afslutte badet på, når slangen har gjort sit. Hvis din kongepyton har problemer med hamskifte, kan et bad desuden hjælpe. Det er dog et tegn på, at der er noget i din slanges miljø, som ikke er som det skal være. Har din slange problemer med hamskifte, bør du altid undersøge hvorfor – det er ikke en løsning bare at give den et bad, når det er tid til at skifte ham.
Alternativt kan du tilbyde en stor og tung nok vandskål til, at din kongepyton selv kan bade i sit vivarium, når og hvis den har lyst. Vær dog opmærksom på, at det ikke er naturligt for en kongepyton at opholde sig i vand hele tiden, så hvis din kongepyton bruger det meste af sin tid i sin vandskål, er det et tegn på, at der er noget galt.

ØVRIGE OVERVEJELSER
Levetid
​
Kæledyrs-kongepytoner har potentialet til at leve en del længere end de ville i det fri. Under gode forhold kan en kongepyton leve op til 30 år, og er altså derfor en længere forpligtelse.
​
Dvale/brumation
​
Kongepytoner går ikke i dvale, men de kan som nævnt førhen godt finde på at gå på sultestrejke, særligt i vintermånederne.
Morfer
​
Der er visse morfer af kongepytoner, som man bør undgå. Den morf, der hedder ’’Spider Ball’, bør man ikke købe og i min mening burde man slet ikke avle på dem. Det er fordi alle kongepytoner af denne morf har genetiske neurologiske problemer i større eller mindre grad, som vil påvirke deres velfærd og livskvalitet – og det synes jeg simpelthen ikke er i orden, fordi man gerne vil have en slange, der ser ud på en bestemt måde.
Slange-bange
​
Mange mennesker er bange for slanger. Det er måske værd at tænke over, hvis der er nogen i ens nærmeste omgangskreds, der er hunderæd, men det bør samtidig ikke afholde dig fra at holde en kongepyton, hvis det er det rigtige kæledyrs-match for dig. Måske kan din kongepyton endda hjælpe venner og bekendte lidt af med deres frygt for slanger? – ofte skal det hele bare afmystificeres en smule og så er det hele pludselig meget mindre skræmmende.
Fodringstype
Har du svært ved tanken om at skulle fodre et dyr med et andet dyr (selvom byttedyret ikke længere er i live), så er det måske værd at overveje et andet kæledyr – der findes masser af dyr og typer af reptiler, som ikke kræver dette.
RESUMÉ/TJEKLISTE
-
Et passende vivarium/terrarium.
​
-
UV-lys-kilde.
​
-
En primær varmekilde.
​
-
En sekundær varmekilde, som fx en måtte eller en lampe.
​
-
Et UV-meter/solar-meter til at måle mængden af UV-stråling fra kilden.
​
-
Termometer til at måle temperatur.
​
-
Termostat.
​
-
Hygrometer til at måle fugtighed.
​
-
Adgang til køb af passende frosne byttedyr.
​
-
En timer til at kontrollere lys og dermed dagslængde.
​
-
Et passende substrat.
​
-
Øvrig berigelse til vivariet/terrariet.
​
-
Penge til dyrlægebesøg, regelmæssigt indkøb af foder, substrat, regelmæssig udskiftning af UV-lyskilde mm.
%20on%20hands%20it%E2%80%99s%20tame%20and%20lovely%20exotic%20pets.jpg)



