top of page
Husning leopardgekko

HUSNING

En voksen leopardgekko bør have et vivarium på minimum 90x45x45cm eller tilsvarende. Det betyder selvfølgelig, at en baby eller ikke-fuldvoksen leopardgekko kan klare sig med mindre plads, men så skal du jo bare købe og udskifte vivariet, når din gekko er blevet voksen, og det synes jeg egentlig er at lave unødvendigt meget arbejde for sig selv. Højden på vivariet bør aldrig være mindre end 45cm for at hjælpe med temperaturregulering.

Bemærk at det her er en minimumsanbefaling. Giv gerne mere plads – jo mere jo bedre. Hvis du giver din leopardgekko et større vivarium, er der mere for ham/hende at udforske, og du kan putte flere ting i vivariet for din gekko at interagere med.

 

Nogle siger, at man godt kan give sine reptiler for meget plads. Det synes jeg personligt er fjollet – i naturen har de en hel del mere plads end vi nogensinde kan give dem. Det er desuden vigtigt at huske, at reptiler har brug for en temperaturgradient, så de kan termoregulere deres krop – jo større vivarium, jo større temperaturgradient kan du skabe.

Orange leopard gecko walking and looking

Temperatur, luftfugtighed og dagscyklus 

 

Leopardgekkoer kommer fra ørkenmiljøer, og derfor er de vant til at have det varmt og tørt.

 

Den kølige ende af vivariet bør være cirka 22-25ºC og den varme ende med solbade-plads bør være cirka 35ºC. Der bør være et termometer i hver ende af viviariet, så du kan holde øje. En såkaldt ’’temperature gun’’ (infra-rød temperatur-’’pistol’’) er også handy og kan hjælpe med at måle temperaturen på specifikke steder, som fx solbadnings-pladsen. Vær dog opmærksom på, at din gekko ikke vil solbade så ofte, da de bruger det este af dagen i huler i naturen - men det er stadig vigtigt, at de får muligheden. 

​

Brug en varmelampe til at kreere en solbadningsplads for din gekko i den varme ende af vivariet. Brug altid en termostat, så du er sikker på, at der altid er den korrekte temperatur. Din leopardgekko kan blive syg, hvis der konsekvent er for koldt, men tænk omvendt også på hvis det konsekvent var alt for varmt, og du ikke kunne undslippe det eller regulere din egen kropstemperatur.

Leopard Geckon-eublefar in a glass enclo

Det er desuden vigtigt at sørge for, at din leopardgekko ikke kan brænde sig på lampen ved at komme i direkte kontakt med den. Det gøres ved at afskærme lampen og have den hængende minimum 30cm fra solbadnings-pladsen.

 

Det er også vigtigt at sørge for, at du giver din leopardgekko UV-lys. UV-lyskilder bør skiftes hver 6.-12. måned alt efter hvad producenten anbefaler – og det er selvom kilden stadig udsender synligt lys. Her er et UV-meter din ven. Husk at UV-lyskilden skal placeres inde i vivariet, da UV stråler ikke kan trænge gennem fx glas.

Da leopardgekkoer er hovedsageligt nataktive, giver det mening at give dem lav-intensitets UV-lys, selvom de er fra ørkenområder. På solbadepladsen bør du sigte efter et UV-index på ca. 0,5.

​

Både UV-lys og varmelampe bør være på en timer, så lyset tændes og slukkes automatisk hver dag og din leopardgekko derfor har en konsekvent dagscyklus. For leopardgekkoer er 14 timers lys/dag og 10 timers mørke/nat passende, og dette kan justeres til 12/12 i vintermånederne. Det er dog bedst, at temperaturen om natten ikke falder under 17-18ºC – det kan man blandt andet sikre ved at sørge for, at temperaturen i rummet hvor vivariet står, ikke falder herunder.

 

Leopardgekkoer kommer som nævnt fra tørre områder, og derfor er det passende med 30-50 % relativ luftfugtighed. Luftfugtigheden i vivariet måles med et hygrometer, som bør placeres i vivariets kølige ende. Det er vigtigt at få den korrekte luftfugtighed, da det kan føre til sygdom, hvis den er for høj (eller for lav).

​

Hvis luftfugtigheden i din leopardgekkos vivarium er for høj, er det enten fordi luftfugtigheden i rummet generelt er for høj, eller også er problemet mere lokalt i selve vivariet. Hvis du har mange levende planter i rummet, kan det være med til at øge luftfugtigheden. Hvis du ikke har planter, men rummet alligevel er fugtigt, kan det være en idé at bruge en affugter.

Hvis problemet ikke virker til at have noget med rummet at gøre, men mere er et lokalt problem i vivariet, så er der nogle ting du kan gøre, for at sænke luftfugtigheden som fx:

​

  • Øg ventilationen i vivariet. Det kan fx gøres ved at udskifte toppen af vivariet med et net eller lignende materiale. Det kan selvfølgelig være lidt svært, hvis låget til vivariet ikke kan udskiftes. Derfor er dette måske værd at tænke over, inden du bestemmer dig for, hvilket vivarium du vil købe.

​

  • Sørg for at vandskålen står i den kølige ende af vivariet og ikke den varme.

​

  • Sørg for at temperaturen i den varme ende er varm nok, og at der ikke er et problem med dét.

​

  • Nogle siger, at det kan hjælpe at placere en sok med (ukogte) ris i vivariet.

leopard gecko perched on branch.jpg

Tilbehør

 

Der er masser af muligheder for at give din leopardgekko spændende omgivelser. Leopardgekkoer lever for det meste ved jorden, men kan også klatre, hvis de gives muligheden – du skal dog sikre dig, at tingene står godt fast, så din gekko ikke tager et styrt, hvis den bestemmer sig for at klatre på de ting, som du har givet ham/hende i sit vivarium. Herunder er eksempler på ting, som du kan berige vivariet med:

​

  • Grene og korkbark.

​

  • Planter – helst levende. Bruger du kunstige planter er det vigtigt, at bladene er store nok til, at din leopardgekko ikke kan komme til at spise det, og at du vasker dem inden brug. Bruger du levende planter er det vigtigt, at de ikke er giftige, hvis din gekko skulle bestemme sig for at spise af dem.

- Dog er der ikke voldsomt mange planter i ørkenen, men passende eksempler kunne være aloe vera, kaktusarter og sukkulenter fx

 

  • Klipper og sten. Sten i forskellige størrelser er gode til leopardgekkoer – sørg dog for at sterilisere dem ved fx at bage dem, hvis du vælger at finde dine sten i naturen i stedet for at købe dem hos en reptilforhandler. Du kan også eventuelt bruge en baggrund med en ørken/klippelignende udseende, hvis du synes det er visuelt pænt og går med temaet.

Aptor Leopard Gecko hiding in a cave..jp
  • Huler: Dette kan være noget så simpelt som en plastikboks i en passende størrelse, eller man kan købe masser af forskellige typer af huler med et naturligt udseende, fx nogle der ligner sten. Det er vigtigt at have i hvert fald to huler, hvor leopardgekko kan gemme sig – en i den varme ende og en i den kølige ende, men har du godt med plads kan du selvfølgelig tilføje flere ind i mellem.

​

  • Fugtskjul: For at hjælpe din leopardgekko med at skifte ham, hvilket ofte er et problem hos denne art, kan det være en god ide at tilføje et fugtskjul, dvs. en hule med fugtigt sphagnum-mos eller køkkenrulle. Fugtskjulet bør placeres midt i vivariet.

  • Æglægnings-kasse: Hvis du har en hun-leopardgekko, kan det være nødvendigt en gang imellem at tilbyde hende et sted at lægge æg. Det gælder også, selvom hun bor alene og aldrig har været i nærheden af en han.

- Hun-reptiler af enhver art, som ikke lægger deres æg, fordi de ikke synes de har et godt sted at lægge dem, kan risikere at opleve læggenød, hvilket kan gøre dem meget syge.

​

- Hvis du mistænker, at din leopardgekko har produceret æg, bør du tilbyde hende en lægge-kasse. Det kan være noget så simpelt som en plastikkasse med cirka 18-10cm fugtig jord/sandblanding. Hvis du lyser med en lygte på maven af din leopardgekko, vil du som oftest kunne se omridset af to æg, hvis de er der.

​

- Nogle leopardgekkoer vil måske producere æg hvert år, nogle aldrig, og andre en gang imellem. Man kan ikke nødvendigvis forudsige det, og derfor er det godt at vide, hvad man skal gøre i situationen.

​

-  Er du i tvivl, så snak med din dyrlæge. Om ikke andet kan din dyrlæge give dig råd omkring hvad du skal gøre for at hjælpe hende, efter hun har lagt sine æg, for at få hende på dupperne igen.

 

Det er vigtigt, at du tilbyder mange forskellige typer af overflader i dit vivarium, da dette hjælper din leopardgekko, når den skal skifte ham. Det kan desuden hjælpe med at file neglene ned løbende, hvis din gekko har nogle ru overflader at klatre henover.

Substrat 

 

Hvis du ikke har et bioaktivt set-up, hvor substratet automatisk ville være en passende reptil jord/sandblanding, så er der forskellige muligheder med forskellige fordele og ulemper. Du kan godt bruge jord/sandblandinger selvom du ikke er gået den bioaktive vej, du vil bare skulle skifte det ud regelmæssigt.

Brugen af rent sand som substrat et kontroversielt emne, da det kan lede til forstoppelse – dog kan man argumentere for, at forstoppelse kun er en risiko, hvis der er andre faktorer, der spiller ind og kompromitterer din leopardgekkos helbred. Hvorvidt du føler dig tilpas med at bruge rent sand som substrat vil jeg lade være op til dig. Jeg ville personligt have et bioaktivt setup, hvilket ikke er baseret på rent sand som substrat. Der findes mange forskellige former for reptil-specifikke produkter på markedet, som fx ReptiSoil fra ZooMed, som man så vidt jeg ved kan få hos danske forhandlere, og som kan bruges i både bioaktive og ikke-bioaktive vivarier.

Leopard gecko Eublepharis macularius in

Andre muligheder inkluderer:

 

  • Fliser – bør være den slags, der suger varme til sig, så de ikke er kolde. Dette kan også hjælpe med at holde negle nede.

​

  • Avispapir eller køkkenrulle – husk at tage eventuelle hæfteklammer ud af avispapir.

Mange af disse muligheder er relativt nemme at have med at gøre i forhold til at holde god hygiejne. Avispapir og køkkenrulle kan skiftes, når din leopardgekko har været ’’på toilettet’’, og fliser kan tørres af. Dog er det ikke nødvendigvis det mest naturlige eller berigende. 

Bruger du sand/jord bør du tilbyde cirka 8cm dybt substratlag.

Substrater, du bør undgå:

 

  • Savsmuld/træspåner.

​

  • Calcisand eller lignende produkter – risikerer at skabe unødige problemer som fx forstoppelse, hvilket ofte ender i dødelig udgang desværre.

​

  • Produkter lavet af majs- eller valnøddebiprodukter.

Rengøring

 

Medmindre du har et bioaktivt set-up, er det vigtigt at du selv sørger for at holde din leopardgekkos omgivelser rene. Du bør fjerne afføring dagligt, og udskifte beskidte overflader, hvis du fx bruger avispapir. Husk også regelmæssigt at rengøre mad- og vandskåle.

 

Selve vivariet og dets indhold bør hovedrengøres en gang hver anden til fjerde uge. Husk at opbevare din leopardgekko i et andet lokale, mens du gør rent, så han eller hun ikke kommer i kontakt med dampe eller aerosoler fra rengøringsmidler, og husk at vaske godt efter med vand for at fjerne rester af rengøringsmidler fra vivariets overflader.

 

Bruger du sand/jord i et ikke-bioaktivt vivarium bør du udskifte substratet hver 3. måned, også selvom du løbende gør rent og fjerner afføring.

Vivariets placering

 

Placer gerne viviariet i bordhøjde og ikke direkte op ad en varmekilde som fx en radiator eller i solskin fra et vindue, samt heller ikke fx i træk. Det kan også være værd at placere vivariet i et rum, hvor der ikke sker for meget. Det er både for at sikre en god dagscyklus men også for at undgå at stresse din leopardgekko, hvis der er for meget larm og bevægelse i det rum, hvor han eller hun bor.

Selskab leopardgekko

SELSKAB

leopard gecko sitting on a brunch.jpg

Leopardgekkoer bør holdes alene. De er hovedsageligt solitære i naturen, og sådan bør de også holdes som kæledyr. Nogle vil sige, at man godt kan holde hunner sammen, men jeg synes ikke det er værd at tage chancen – man risikerer at de bliver stressede, selv hvis man ikke kan se det.

Leopardgekkoer og andre dyr

 

Ligesom du ikke bør holde flere leopardgekkoer sammen, bør du heller aldrig holde en leopardgekko sammen med andre reptilarter i det samme vivarium.

 

Til gengæld er der ikke noget, der stopper dig fra at have flere forskellige typer af dyr i dit liv – de skal bare ikke bo sammen. Dog vil jeg aldrig anbefale at lade din gekko være alene med et hvilket som helst anden type af dyr.

 

Hvis du har flere reptiler i hjemmet, bør du vaske hænder indimellem håndtering af de forskellige reptiler for at minimere risikoen for at sprede eventuelle sygdomme (også selvom du har haft en passende karantæneperiode). I virkeligheden bør du altid vaske hænder efter at have håndteret din leopardgekko uanset.

Fodring leopardgekko

FODRING

Basis diæt

 

Leopardgekkoer er insektivorer, hvilket vil sige, at deres diæt er baseret på insekter. Som med så mange ting i livet er variation nøglen til et godt og sundt liv – og det gælder også for leopardgekkoer. Dog er leopardgekkoer kendt for nogle gange at være meget kræsne individer, og det kan selvfølgelig komplicere tingene. Selv hvis du har en kræsen gekko, så bliv ved med at tilbyde et udvalg. Selv ikke-kræsne leopardgekkoer holder i perioder op med at spise (ofte 2-4 uger ad gangen). Dette behøver ikke være unormalt og så længe din gekko holder sin vægt, behøver du ikke bekymre dig. Hvis du alligevel er bekymret, så tag altid til dyrlægen - hellere en gang for meget end for lidt.

Her er en liste med eksempler på insekter, som du kan tilbyde din leopardgekko:

 

  • Dubia kakerlakker.

  • Falske dødningehoved-kakerlakker.

  • Fårekyllinger.

  • Melorme.

  • Silkeorme.

  • Smørorme*.

  • Soldaterfluelarver.

  • Turkestanske kakerlakker.

  • Voksorme*.

 

*= Bør tilbydes mere som godbidder end som en del af den reelle kost pga. det høje fedtindhold.

A young leopard gecko is eating a cricke

Tal eventuelt med din reptil/insektforhandler, om vedkommende kan tilbyde andre muligheder, end dem jeg har nævnt her.

 

Brug altid levende insekter og brug aldrig insekter, som du har fanget i naturen – det kan gøre din leopardgekko syg.

 

Som tommelfingerregel bør du tilbyde insekter som er cirka en tredjedel størrelsen af din gekkos hoved eller cirka lige så stor som afstanden mellem din gekkos øjne.

 

Hvor meget din gekko skal have at spise, kommer blandt andet an på dens alder og stand. Gekkoer under et år, dvs. der stadig er i voksealderen så at sige, bør fodres dagligt, mens voksne bør fodres hver anden til tredje dag afhængig af deres tilstand. Hvis du er i tvivl om, hvor ofte du bør fodre din gekko og/eller du er i tvivl om, hvorvidt din gekko er for tyk eller for tynd, så tal med din dyrlæge og få vedkommende til at rådgive dig samt forklare dig, hvordan du holder øje med hvilken stand din leopardgekko er i.

Closeup of a leopard gecko, Eublepharis

En anden tommelfingerregel er at tilbyde din leopardgekko så mange insekter, som den vil spise i løbet af et kvarter. Fjern altid de insekter, som din gekko ikke har spist – nogle insekter kan godt finde på at bide din leopardgekko mens den sover fx. Put dem dog ikke tilbage til de andre insekter, men skil dig af med dem, da de ellers kan sprede sygdom.

 

Sørg for at gut-loade insekter, inden du bruger dem som foder. Hvis du gerne vil mindes om, hvad gut-loading betyder, så kan du læse det her:

​

​

​

 

Leopardgekkoer er hovedsageligt nataktive, så derfor giver det mest mening at fodringstid er om aftenen.

Supplementer

 

Du bør lade insekterne løbe rundt i calcium-pulver, før du tilbyder dem til din leopardgekko, men de behøver ikke være dækkede af det. En gang om ugen bør du udskifte calciumpulveret med et multivitaminpulver, hvis din gekko er under et år. For gekkoer over et år, kan du nøjes med vitaminpulver en gang hver anden uge. Du kan også bruge et arts-passende kombiprodukt - altså, hvor produktet indeholder både calcium og vitaminer til daglig brug. 

 

Hvis du har styr på dit UV-lys, (hvilket du selvfølgelig har, hvis du er nået så langt!), så skal du bruge et calciumpulver både uden fosfor og uden D3-vitamin. 

Vand

 

Sørg for at din leopardgekko altid har adgang til frisk drikkevand. For at undgå en eventuel drukne-risiko, så sørg for at skålen ikke er for dyb, hvilket desuden kan gøre det sværere for din gekko at nå vandet.

Close-up of a Leopard gecko (Eublepharis

HÅNDTERING & ADFÆRD

Håndtering og adfærd leopardgekko

Kommunikation og kropsprog

 

En leopardgekko, der er skræmt, vil oftest løbe sin vej og gemme sig. Nogle gange vokaliserer de også for at signalere, at de ikke er tilfredse med det, der foregår (og nogle gange hvis de er sultne og vil have mad).

 

En leopardgekko, der står med bukket ryg og svinger med halen prøver at advare dig. Leopardgekkoer bider ikke så ofte og selv hvis de gør har de en relativt lille mund, men det her er en måde at fortælle dig på, at ’’Jeg vil bide, hvis du presser mig til det!’’

Håndtering +/- tæmning

 

Når du får din leopardgekko hjem, er det vigtigt at give ham eller hende tid til at falde til i sine nye omgivelser. Giv din gekko i hvert fald en, men helst to uger til at falde til før du rigtig begynder at introducere dig.

 

Når din leopardgekko er faldet til, kan du begynde at introducere dig stille og roligt. Det handler mest om at gøre den vant til din lugt og din stemme. Tal roligt og bevæg dig langsomt/roligt også. Mange øgler udforsker deres omgivelser ved at slikke på ting – så hvis din leopardgekko slikker på din hånd fx, er det fordi den er ved at finde ud af hvad du er for en. I starten vil den måske prøve at løbe væk, men burde efterhånden blive vant til dig og finde ud af, at du ikke er så farlig igen.

Eublepharis is cute leopard gecko sits o

Når du føler dig ret sikker på, at din leopardgekko ikke er bange for dig, så kan du begynde at samle den op. Sørg for at støtte hele den krops og vær opmærksom på, at de kan springe. Start med et par minutter hver eller hver anden dag for ikke at overvælde din nye gekko. Hvis din leopardgekko vrider sig meget og/eller vokaliserer, så sæt den ned og tag et skridt tilbage. Brug eventuelt et par dage mere på at lære hinanden at kende, før du prøver dig ad med håndtering igen. Det er vigtigt, at du aldrig håndterer din leopardgekko i halen, da de kan smide den. De kan gro den tilbage, men det er en stressende oplevelse for dem, og det betyder også, at de mister deres fedtreserver.

Det er dog værd at vide, at leopardgekkoer ikke er kendt for at være en art, der nødvendigvis er specielt håndterbar, eller som lader til at nyde det særlig meget. Derfor er det ikke det bedste reptilvalg, hvis du meget gerne vil have et reptil, som du kan håndtere og interagere med. Dog er der selvfølgelig individuelle variationer, og nogle gekkoer tager sig ikke så meget af det.

Leopardgekkoer og børn

 

Leopardgekkoer egner sig bedst til større børn som fx 12 år og opefter. Det er blandt andet på grund af deres lille størrelse, hvilket gør, at mindre børn kan komme til at gøre skade på dem uden at mene det. De har som nævnt også tendens til at springe, hvilket mindre børn ikke nødvendigvis kan håndtere. Som sagt er de dog en art, som ikke er kendt for at være særligt glade for håndtering generelt og det er værd at overveje, hvis det er noget, der er vigtigt. Til gengæld kan de være aktive og sjove at kigge på, når de bevæger sig rundt i vivariet, og især ved spisetid, når de jager deres insekter.

Boy holding his pet Gecko Lizard.jpg

Hvordan ved jeg, om min leopardgekko fejler noget?

 

Reptiler kan generelt være svære på det her område, fordi de ikke viser tegn på sygdom. Dog er der nogle ting, som du kan holde øje med: Det det kan være en god ide at veje din leopardgekko ugentligt og skrive vægten ned – på den måde kan du reagere, hvis den pludselig taber sig fx. Hvis den pludselig holder op med at spise eller producere afføring og urater, kan der også være noget galt.

 

Derudover vil jeg råde dig til simpelthen at bruge din mavefornemmelse. Du kender din leopardgekko bedst, og det er dig, der har de bedste forudsætninger for at opfange det, hvis noget ikke er som det plejer.

PLEJE &

PRÆVENTIV MEDICIN

Pleje og præventiv leopardgekko

Når du får din leopardgekko hjem

 

Når du får din leopardgekko hjem, bør den være i karantæne i en periode – især hvis du har andre reptiler i hjemmet. Det indebærer at huse din leopardgekko væk fra dine andre reptiler, dvs. i et andet lokale, samt at vaske hænder mellem at du håndterer de forskellige reptiler (hvad du dog altid bør gøre alligevel). Det kan desuden være en god ide at huse din nye leopardgekko i et midlertidigt karantæne-setup, før du introducerer den til sit permanente hjem – dette er isæt vigtigt, hvis du vælger at gå den bioaktive vej, da sådan et set-up ikke på samme måde kan rengøres og desinficeres. Til gengæld kan du så bruge karantæne-perioden på at få dit bioaktive set-up ordentligt op at køre, inden du introducerer din leopardgekko til sit nye permanente hjem.  

Leopard gecko (Eublepharis macularius) i

Jeg vil anbefale at du bruger karantæneperioden på at arrangere en tur til dyrlægen. Lad din dyrlæge lave et sundhedstjek på din nye leopardgekko, når du får den hjem. På den måde kan dyrlægen eventuelt opfange sygdomme, selv hvis leopardgekkoen ikke har symptomer, før det udvikler sig/kan behandle det, så det ikke spreder sig til fx andre reptiler i hjemmet. Det tillader desuden dyrlægen at indsamle nogle data som fx vægt, hvilket kan være en hjælpsom indikator, hvis din leopardgekko på et senere tidspunkt skulle komme til at fejle noget. Dyrlægen kan desuden rådgive dig på områder, som du føler du kunne bruge noget hjælp med, og kan fx også bekræfte kønnet på din leopardgekko, hvis du skulle være i tvivl.

Det kan desuden være en god ide at medbringe en afføringsprøve til dette første sundhedstjek. På den måde kan dyrlægen udføre nogle tests og fx udelukke eller bekræfte, om din leopardgekko har parasitter i sin mavetarmkanal. Afføringsprøven bør være så frisk som muligt.

Helbredstjek

 

I en ideel verden vil jeg anbefale, at du tager din leopardgekko til dyrlægen en gang om året for at få et sundhedstjek. På den måde kan dyrlægen løbende holde øje med, hvordan han eller hun vokser samt holde øje med vægt, eventuelle problemer din leopardgekko har eller har haft, ligesom det giver dig mulighed for at stille spørgsmål. Det drejer sig oftest om 10-15 minutter en gang om året, som kan være givet godt ud. Din dyrlæge vil måske anbefale, at du medtager en afføringsprøve til det årlige sundhedstjek også.

 

Alternativt, hvis du ikke ønsker at få din leopardgekko sundhedsundersøgt årligt, så kan du indsamle en afføringsprøve og aflevere hos din dyrlæge en gang om året eller halvårligt i stedet, da dette kan give visse informationer om din leopardgekkos sundhedsstatus, uden at dyrlægen ser den. 

Forsikring

 

En del forsikringsselskaber tilbyder i dag forsikringer til smådyr udover hunde og katte. Det kan eventuelt give dig ro i sjælen at vide, at der er hjælp til at dække udgifterne, hvis din leopardgekko skulle få nogle uventede helbredsproblemer og dermed dyrlægebesøg og -regninger. Forhør dig ad hos forskellige selskaber og se hvad de kan tilbyde.

 

Hvis du ikke synes en forsikring er pengene værd, så er et alternativ at lægge et bestemt beløb til side hver måned. På den måde har du en buffer/en opsparing at tage af, som kan hjælpe med at dække både forudsete og uforudsete ture til dyrlægen.

Turen til dyrlægen

 

For at gøre turen så lidt stressende som muligt er der et par ting du kan gøre. En af de vigtigste ting er at sørge for, at din leopardgekko ikke bliver for kold. Det gør ikke så meget, hvilken form for kasse du transporterer den i, fx plastik eller pap, så længe der er luft og din gekko kan holde varmen. Du kan supplere varme på mange forskellige måder – fx med en snuggle safe, en flaske med varmt vand eller en sok med ris efter en tur i mikroovnen. Det er dog vigtigt, at varmekilden ikke er for varm – hvis du brænder dig på det, så kan din leopardgekko også.

 

A female hand holds a leopard gecko on a white background..jpg

Det næste du kan gøre, er at sørge for, at der er mørkt og roligt. Det kan fx gøres ved bare at dække kassen til med et håndklæde eller lignende og lade være med at skrue bilradioen op for fulde gardiner.

 

Når du kommer hen til dyrlægen, kan du desuden informere dem om, at du gerne vil vente i bilen med din leopardgekko, indtil det er jeres tur. På den måde kan I undgå eventuel stress forbundet med fx lyden ad gøende hunde i venteværelset.

Badning og hamskifte

 

Som andre øgler skifter leopardgekkoer ham lidt ad gangen, modsat slanger. Det bør ikke være nødvendigt at hjælpe din gekko med at skifte ham medmindre du har problemer med dit set-up og/eller den er syg, og derfor bør du ikke pille det af, men lade din leopardgekko selv klare det – hammen falder af, når den er klar. Det er helt normalt, hvis din gekko spiser sin ham, så lad den endelig gøre det. 

Being clever not to leave a scent trail for predators, a leopard gecko pulls the shedding

Hvis din leopardgekko skulle ske at have problemer med sit hamskifte, så vil det især være vigtigt at holde øje med blandt andet tæer og halespids, da det ofte er disse områder, hvor ham kan komme til at sidde fast og i værste tilfælde kan tæer fx falde af, hvis der bliver lukket for blodtilførslen. Hvis din leopargekko lader til at have problemer med at skifte ham er det en god ide at kontakte dyrlægen for at finde årsagen, så det kan korrigeres og problemet ikke opstår igen. Det kan være en god ide at skrive ned, hvornår din leopardgekko skifter ham, så du kan svare på det, hvis den skulle blive syg og dyrlægen eventuelt spørger om sidste hamskifte. Vejer du din leopardgekko kan du eventuelt nedskrive informationerne samme sted.

Det bør ikke være nødvendigt at bade din leopardgekko og de fleste vil heller ikke bryde sig om det. En undtagelse er ved problemer med hamskifte, men så er det igen vigtigt at finde den underliggende årsag – det er ikke en løsning bare at bade din gekko, hver gang den skal skifte ham, hvis der er underliggende problemer som gør, at den har problemer med det. Et fugt-skjul som omtalt længere oppe burde være nok.

Øvrige overvejelser leopardgekko

ØVRIGE OVERVEJELSER

Levetid 

​

Hvis de får de rigtige forhold – og det får de forhåbentlig hvis du er kommet så langt – så kan disse små gekkoer faktisk leve 15-20 år i fangenskab. Det er værd at have i baghovedet, da det måske er en længere forpligtelse end man umiddelbart kunne forestille sig.

 

Aktive periode

​

Leopardgekkoer er som nævnt for det meste nataktive, og derfor er det måske ikke et godt valg, hvis du gerne vil have et kæledyr at kigge på/interagere med i løbet af dagen.

​

Levende insekter

​

Hvis du har det svært med tanken om at skulle fodre insekter (måske bare tanken om eventuelt at skulle røre ved dem eller have dem i huset), så er en leopardgekko ikke for dig. Dog behøver man ikke direkte røre ved insekterne (det har jeg det også selv stadig lidt stramt med nogle gange), men man kan bruge en tang i stedet til at flytte dem derhen, hvor man vil have dem.

​

Dvale/brumation

​

I naturen vil kronegekkoer gå i dvale i de køligere og mere tørre måneder. Jeg vil dog ikke anbefale, at du forsøger at få din kronegekko til at gå i dvale ved fx at sænke temperaturen. De fleste kronegekkoer går ikke i dvale i fangenskab, har ikke behov for det, og man risikerer at gøre mere skade end gavn ved at gøre det. 

Tjekliste leopardgekko

RESUMÉ/TJEKLISTE

  • Et passende vivarium/terrarium.

​

  • UV-lys-kilde.

​

  • En primær varmekilde.

​

  • En sekundær varmekilde, som fx en måtte eller en lampe.

​

  • Et UV-meter/solar-meter til at måle mængden af UV-stråling fra kilden.

​

  • Termometer til at måle temperatur.

​

  • Termostat.

​

  • Hygrometer til at måle fugtighed.

​

  • En timer til at kontrollere lys og dermed dagslængde.

​

  • Et passende substrat.

​

  • Øvrig berigelse til vivariet/terrariet.

​

  • Adgang til insekter til fodring.

​

  • Penge til dyrlægebesøg, regelmæssigt indkøb af foder, substrat, regelmæssig udskiftning af UV-lyskilde mm.

gecko-3651873_1920.jpg
gecko-3195466_1920.jpg
leopard-gecko-6253458_1920.jpg
Leopard gecko being held in hand.jpg

© Know the Pet You Pick 2022

  • Facebook
  • Instagram
bottom of page