GNAVERE
​
Jeg vil anbefale, at du læser dette i forbindelse med kapitlet om den enkelte art af gnaver, du er interesseret i at anskaffe dig, eftersom informationerne i de to sektioner vil komplimentere hinanden. Du kan finde de enkelte kapitler ved at klikke på knapperne i menuen til venstre her på siden.
Ordet ’gnaver’ dækker over en stor gruppe af dyr, og selvom de alle sammen er forskellige og har forskellige behov, så er der nogle ting, der går igen, og derfor synes jeg, at det er værd at samle nogle af de pointer her.
Når vi taler om gnavere som kæledyr, taler vi om:
-
Chinchillaer
-
Deguer
-
Hamstere
-
Marsvin
-
Mus
-
Rotter
-
Ørkenrotter
Klik på det område af information om gnavere generelt, som du ønsker at læse mere om, eller scroll helt simpelt ned gennem siden her.
TÆNDER &
TANDSUNDHED
Gnavere gnaver i ting – det gør de blandt andet for at hjælpe med at slide deres tænder ned. Det er desuden en vigtig del af deres naturlige adfærd.
Marsvin, chinchilla og degu
Ligesom kaniner har disse gnavere tænder, der gror hele livet. Det gælder både for- og kindtænder. Det er blandt andet derfor, det er så vigtigt, at de får en ordentlig kost, der hovedsageligt består af hø.
Mus, rotte, hamster og ørkenrotte
Hos disse gnavere er det kun fortænderne, der gror hele livet igennem. Disse gnavere spiser heller ikke hø, men det er stadig vigtigt, at de har adgang til masser af ting som fx legetøj af træ og pap at gnave i.

BUR
For alle disse gnavere gælder det, at mere plads er bedre. Jo mere plads de har, jo mere har de at udforske og boltre sig på, og jo flere sjove ting er der plads til i buret. Hvis du giver dem plads, så vil de langt det meste af tiden bruge det. De bure man er vant til at se markedsført i dyreforretninger, er som regel alt for små til formålet, og derfor er det vigtigt at forstå, at et lille dyr som en gnaver ikke er lig med et kæledyr, der ikke kommer til at optage særlig meget plads i dit hjem.
Jo flere dyr du har, jo større skal buret selvsagt være. Har du fx 6 rotter, så skal de have et større bur end hvis du har 2. Når du vælger størrelsen af dit bur er det desuden værd at tænke over, hvor meget tid du har planer om at bruge med dine gnavere uden for buret. Hvis de bruger meget tid uden for buret, så kan det være lidt mindre end hvis de sjældent kommer uden for buret.
Vælg altid et bur med solide bunde, dvs. så bunden(ene) i buret ikke har riller eller huller, hvor fødder og andre legemsdele kan komme i klemme. Jeg har set det gå galt, og det kan resultere i amputerede ben i trælse tilfælde.

Der er en god chance for, at dine gnavere på et tidspunkt vil bide i gitteret, hvis du har et bur med gitter – det har de fleste gode bure i passende størrelser. De fleste bure vil have en form for belægning på gitteret for at holde det fra at ruste – hvilket er helt fint. Bare forsikr dig om, at belægningen ikke er giftig for gnavere/kæledyr, hvis de skulle gnave i det.
Undgå at stille buret direkte i sollys, i træk eller op ad en radiator. Det kan desuden være værd at overveje, at mange gnavere er skumrings- eller natteaktive. Derfor kan det være værd ikke at have dem til at stå for tæt på soveværelset fx, hvis lyden af drikkeflasker eller løben på hjul fx holder dig fra at sove om natten.
På billedet kan man se et eksempel på, hvordan man ikke bør holde gnavere. Små kæledyr er ikke lig med små bure. Selvom et bur er markedsført til en bestemt gnaver-art, betyder det desværre ikke, at det er af en passende størrelse eller kvalitet af den grund.
I naturen vil trusler ofte komme fra oven fx i form af rovfugle, så det kan være en god ide at stille bure i en højde, hvor man ikke virker skræmmende, hvis man kommer ind ovenfra, eller det kan være en fordel at dække toppen af buret til.
For at gøre dit liv nemmere kan det være værd at tænke over, hvordan et bur åbner, inden du køber det. Det bur, der kom med mine deguer, da jeg adopterede dem, havde relativt små døre, hvilket gjorde det vildt besværligt at rengøre og flytte ting rundt i buret. Deres nye bur har meget større døre, der åbner udad, og det gør bare mit liv så meget nemmere.
MØBLER, LEGETØJ & ANDRE ACCESSORIES
De fleste gnavere skal have et hjul – med undtagelse af marsvin. Hjulet er som regel den vigtigste kilde til motion og aktivering, hvilket er med til at holde gnavere sunde og raske. Som med bure er mange hjul man kan købe oftest for små. Oftest vil du læse dig til her på siden, at et hjul til en bestemt type af gnaver, bør være større end du havde regnet med. Et hjul vil stort set aldrig være for stort, men det kan nemt være for lille. Hvis et hjul er for lille, er din gnaver nødt til at krumme i ryggen, mens den løber på det – og det kan give rygproblemer.
Vælg et solidt hjul, dvs. ikke et med huller eller riller i. Det er for at undgå at haler eller ben sidder fast og kommer til skade, især når der kommer fart på. Hjul af metal holder en del længere end hjul af træ eller plastik, fordi de ikke kan tygges i stykker. Desuden er de nemmere at rengøre. Du kan søge efter dem i forretninger eller på internettet, eller eventuelt kan du selv kreere et – eller måske kender du nogen, der kunne hjælpe med sådan et projekt. Et alternativ til et traditionelt hjul er et såkaldt ''flying saucer'' hjul. Dog foretrækker jeg personligt et traditionelt hjul - giv eventuelt adgang til begge dele.


Disse er eksempler på typer af hjul, som du ikke bør købe ligegyldigt hvilken type af gnaver, du ejer. De åbne områder kan resultere i skader som fx brækkede ben.

Her er til gengæld et eksempel på et hjul af solid plastik, som er nemt at rengøre og hvor der ikke er risiko for, at ben eller haler kommer til at sidde fast. Til gengæld er hjulet alt, alt for lille - se hvor meget denne hamster er nødt til at bøje i kroppen, hvilket til gengæld kan føre til andre fysiske problemer, som fx rygproblemer. Jeg er desuden heller ikke fan af rillerne, der kan give fodproblemer.
Oftest er det også med møbler og legetøj, som det er med bure og plads, nemlig et spørgsmål om at mere er bedre! De fleste gnavere elsker at udforske deres miljø. Kun fantasien sætter grænser!
​
Dog er det bedst at købe pinde og træprodukter fra en dyrehandel enten i butik eller på nettet, i stedet for at finde ting i naturen og tage med hjem. På den måde er du sikker på, at det ikke er en træart, der er giftig for din gnaver, ligesom du kan være sikker på, at det er hygiejnisk.
​
Her er en liste over eksempler på møbler og legetøj, du kan købe til dine gnavere:
-
Hængekøjer.
​
-
Tomme papkasser eller papkasser fyldt med hø eller legetøj.
​
-
Broer.
​
-
Platforme/hylder.
​
-
Tomme toiletruller eller køkkenruller.
​
-
Huse af fx træ (selvom de måske bliver gnavet i). Gerne fyldt op med et papir-substrat, som de kan putte sig i. Et billigt alternativ til et hus er en tom papkasse.
​
-
Kokosnøddeskaller.
​
-
Tunneller.
​
-
Reb.
​​
-
Pinde/grene at gnave i.
​
-
Diverse legetøj af pap/træ/strå/halm/hø, der kan spredes, hænges eller hægtes fast osv.
- Hvis du har en rotte, mus, hamster eller ørkenrotte skal du måske være lidt påpasselig med ting, som er markedsført som ’’spiselige’’. Nogle typer af ting smager fx af honning, hvilket gør, at din gnaver gerne vil spise det, men er baseret på fx hø. Dette er fint til marsvin, chinchillaer og deguer, fordi de kan fordøje det – det kan de andre typer af gnavere ikke.
​
-
Nogle typer af gnavere, især rotter, kan også godt lide at lege med kattelegetøj – den type med fjer på en pind, som de kan jagte. Nogle siger, at andre typer af gnavere som fx deguer også synes det er sjovt, men det kommer nok mest af alt ned til individet. Dog er det eventuelt noget du kan prøve, når I har legetid uden for buret.
​
-
Det kan desuden være værd at investere i en eller flere sten eller klinker med en ru overflade til buret, som hjælper med at slide dine gnaveres negle ned, som de bevæger sig henover dem. Man kan købe forskellige typer af sten mm. til dette specifikke formål.
Du kan designe dit bur/set-up som du har lyst. Nogle foretrækker et bur fyldt med masser af farverige legesager, mens andre foretrækker et mere naturligt udseende set-up med ting baseret på træ og måske endda nogle (ikke-giftige) planter. Igen er det kun fantasien, der sætter grænser, og personligt synes jeg, at en af de sjoveste aspekter ved at have gnavere er, at designe buret og indimellem flytte rundt på tingene og se, hvordan de hopper rundt og udforsker deres miljø.

Man kan købe masser af lækre og spændende tilbehør til sine gnavere i dyreforretninger, og især på nettet er det nemt at blive suget ind i et sort hul, hvor man pludselig får brugt en lille smule flere penge end man havde planlagt. Den gode nyhed er, at der også er mange måder at supplere ny berigelse til dine gnavere på budget (pap er som regel hovedingrediensen), og samtidig involvere hele familien i sjove projekter, som man kan være sammen om i fx ferier:
-
Legesager og pynt: Måske vil I lave noget julepynt til jeres gnavere og deres bur i december? Eller til påske eller halloween eller fastelavn? Måske vil I kreere et slot som i jeres favorit-Disneyfilm?
​
-
Godbidspuslespil: Dette er en god måde at stimulere jeres kæledyr, fordi de skal bruge hjernen. Der er også andre ting man kan konstruere, hvor gnavere skal arbejde for deres mad.
​
-
Labyrinter: Har I en gammel, stor papkasse, samt andre minder stykker af pap, æggebakker, toiletpapirsruller osv. liggende samt et par sakse, så find kreativiteten frem og kreér en labyrint! I kan lægge små godbidder i en bane, og se om jeres gnavere vil følge banen og klatre over, under og igennem forskellige forhindringer, som I har sat op. Det har jeg selv gjort til min egen hamster, og andre hamstere jeg har babysittet, og det har været et hit.
Tag ikke personligt, hvis jeres gnavere fuldstændig ødelægger noget, som I har lavet til dem – det betyder bare, at de rigtig godt kan lide det, og er super-entusiastiske i deres måde at udforske det på!
I kan enten lade fantasien få frit spil og selv komme op med designs, eller I kan søge på fx YouTube, hvor der er tonsvis af DIY videoer at hente inspiration i. Vær dog opmærksom på, at nogle typer pap kan være overfladebehandlet med produkter, der ikke er gode for dine gnavere, hvis de tygger i det.

På billedet her er der både åbne områder i selve burets/etagens bund og på trappen, der forbinder de forskellige etager - og det giver mig dårlige nerver!
Jeg vil lige nævne en ting om de trapper/ramper, der ofte kommer med bure. Jeg får personligt dårlige nerver af åbne riller, hvor en fod kan komme til at sidde fast! Derfor vil jeg anbefale, at du dækker dem til med fx et lag rodent mat (du kan læse mere om rodent mats længere nede). Fx bare fastgøre dem med strips. På den måde har dine gnavere et fast underlag at løbe op og ned ad, og du undgår uheld og eventuelt brækkede knogler, hvis uheldet skulle være ude – hellere være på den sikre side, synes jeg personligt.
​
Et alternativ, som jeg er selv er endt med, er at tage de stiger helt ud, som kom med buret, og i stedet placere huse, platforme, broer og andre møbler i buret strategisk, så gnaverne kan bruge det i stedet til at komme fra én etage til en anden.
SUBSTRAT
Der er forskellige overvejelser, der kan have indflydelse på dit valg af substrat:
-
Absorberingsevne.
​
-
Hvor meget det støver.
​
-
Evne til at neutralisere lugt.
​
-
Tyngde – dette har indflydelse på, hvor stor sandsynligheden er for, at substratet bliver liggende, eller om det nemt flyver ud af buret, når dine gnavere bevæger sig rundt.
​
-
Pris.
Papirbaserede produkter har som regel god absorberingsevne og hjælper med at neutralisere lugte. Undgå produkter, der støver meget, samt produkter i farver. Oftest er det mere sikkert at gå efter produkter med en naturlig farve, da der så ikke er blevet tilsat noget, som eventuelt kan være skidt for din gnaver, hvis de skulle indtage det. Undgå desuden produkter der er tilsat duft.
Avispapir eller almindeligt papir uden blæk. Du kan bruge det foldet ud i bunden af buret, hvilket gør rengøring relativt nemt, og det er nemt at se, hvor det er vådt/beskidt. Dog kan du ende med at skifte det meget ofte, og mange gnavere kræver desuden et vist lag af substrat som de kan grave i. Hvis du har et bur med flere etager, kan du eventuelt have et dybt lag af substrat i bunden af buret, og så bruge avispapir på den øverste etage, så et løst substrat eventuelt ikke bliver sparket ud højere oppefra.
Alternativt kan du bruge papir i strimler hvis du fx har en makuleringsmaskine – på den måde kan du fx genbruge aviser. Dog egner fx reklamer og andre ting med glanspapir sig ikke til formålet. Husk at fjerne eventuelle hæfteklammer!
’’Rodent mat’’ er en type af måtte lavet af fx hamp. Der gælder det samme som for avispapir – mange gnavere har brug for et lag af substrat de kan grave i, men det kan bruges fx på de øverster etager i et bur med flere etager – det er blandt andet det jeg selv gør, for mine deguer. Det har en god absorberingsevne, men som med alt andet skal det stadig udskiftes regelmæssigt.
​






Hø/halm er gode muligheder om ikke andet så som en del af et set-up. Især hvis du går efter et naturligt-udseende set-up så er det en god mulighed. Det er desuden en billig mulighed, og marsvin, chinchillaer og deguer spiser desuden hø. Dog absorberer det ikke særlig godt, ligesom det ikke holder super-godt på lugten. Selv hvis du ikke vil bruge det i hele dit bur, kan du evt. lægge bunker af hø rundt omkring, selv for de arter, der ikke spiser det, eftersom nogle stadig godt kan lide at bruge det som redemateriale.
Træspåner er en mulighed, især igen hvis du ønsker et mere naturligt udseende set-up. Jeg ville undgå savsmuld og holde mig til spåner, fordi savsmuld støver en hel del, hvilket kan skabe luftvejsproblemer. Selv hvis du bruger træspåner er det værd at sørge for, at det er et produktet, hvor overskydende støv er blevet fjernet. Produkter af ceder- og fyrretræ bør desuden undgås under alle omstændigheder; man kan købe det mange steder, men det er giftigt for de fleste gnavere, hvis de indtager noget af det. Brug i stedet produkter af asp fx. Mange mennesker kan godt lide træspåner, fordi det er billigt og har relativt god absorberings- og lugtneutraliseringsevne.
Jord/sand blanding er en mulighed for nogle gnavere. Dog er det vigtigt, at du køber et produkt, der er beregnet til formålet, og derfor ikke er tilsat fx gødning etc., som kan være skadeligt for dine gnavere. Hvis ikke du kan finde det i butikker, så kan det oftest findes på nettet – om ikke andet så på udenlandske sider, fx fra England eller Tyskland. Dog kan du fx bruge matjord uden gødning eller jord beregnet til reptiler, og begge dele bør du kunne købe i Danmark.
​
For nogle gnavere er fleecetæpper eller håndklæder en mulighed. Den største fordel her er, at disse materialer kan vaskes og genbruges, hvilket gør dem til et billigt alternativ i længden. Det kan fx være med til at gøre glatte overflader nemmere for små fødder at bevæge sig henover. Så længe der er tæpper/håndklæder at skifte ud med, så tingene kan holdes rene, kan det i nogle tilfælde være et godt valg. Husk dog at vaske med et parfumefrit og neutralt vaskemiddel og undgå at bruge skyllemiddel.
Det kan være, at du er nødt til at prøve nogle forskellige ting af, før du finder ud af, hvad der fungerer for dig og dine gnavere. Det er desuden muligt at have mere end en type substrat i et bur. Som nævnt kan det være, at du har forskellige substrater på forskellige etager i buret. Eller hvis du vil have et naturligt udseende set-up kan det være du har en del af buret indrettet med jord, og en anden del med træspåner og/eller hø/halm. Som sagt er der masser af plads til at være kreativ.

Redematerialer
Når jeg taler om redematerialer, så er det ikke det grundsubstrat, du bruger i bunden af buret, men i stedet ekstra og alternative typer af materialer, som dine gnavere kan bruge til at bygge rede af/slæbe til deres yndlingssovested. De fleste muligheder er baseret på genbrugt papir. Et andet alternativ, som de fleste mennesker har derhjemme, er toiletpapir og/eller kleenex. Hvis du giver dine gnavere en æske med kleenex tissues så bare sørg for at fjerne eventuel blød plastik fra æsken først.
Substrater du bør undgå​

-
Produkter af ceder-/fyrretræ.
​
-
Savsmuld - i modsætning til træspåner.
​
-
Produkter tilført farve/duft.
​
-
Reklamer eller andet printet glanspapir.
​
-
Kattegrus af træ eller papir – det kan være farligt, hvis din gnaver indtager det.
​
-
Andre typer af kattegrus.
​​
-
Jeg vil personligt undgå hamstervat, både til hamstere og andre typer af gnavere. Jeg ved man kan købe det alle steder, og det er super-blødt og lækkert, men det kan skabe problemer, hvis det bliver indtaget, enten ved et uheld eller med vilje, ligesom det kan vikle sig om fødder og føre til problemer. Jeg synes personligt ikke, at chancen er værd at tage. Det samme gælder andre typer af vat.
​
-
Nogle substrater fungerer fint for en type gnaver, men ikke for en anden. Derfor er det vigtigt, at du læser om netop den art af kæledyr, som du gerne vil have.
RENGØRING
De fleste gnavere kræver en vis indsats, når det kommer til at holde deres omgivelser rene. Det er en god ide at indføre ’’spot cleaning’’ dagligt, især af de områder hvor de ynder at gemme mad (især hvis de bliver suppleret med fx friske grøntsager, der kan rådne), toiletområder, samt andre steder de bruger meget som fx hjulet. Hvor ofte, der skal gøres hovedrent, kommer an på hvilken gnaver du har.
Efter en omgang hovedrengøring, hvor du har haft alle tingene ude af buret, kan det være sjovt at bytte rundt på tingene. På den måde bliver deres omgivelser ved med at være spændende, og de kan udforske deres nye set-up. Du kan også evt. skifte legetøj ud løbende, så det igen bliver ved med at være spændende.
Du kan købe rengøringsmidler i dyreforretninger, som er sikre at bruge med kaniner/gnavere. Hvis du foretrækker et mere naturligt alternativ, så er eddike en mulighed.
Måske tænker du, ’’Hvad indebærer en hovedrengøring egentligt?’’, og det er et helt fair spørgsmål. Med hovedrengøring mener jeg, at du fjerner al substrat og erstatter det med noget friskt. Desuden bør alle overflader tørres af (nogle gange er det nemmest at støvsuge først). Tør desuden legetøj, huse, tunneller mv. af – ofte vil nogle ting trænge mere end andre. Det er nemmest og mest effektivt, i min mening i hvert fald, hvis du flytter dine gnavere til et andet sted, mens du gør rent. Det kan fx være en transportkasse, eller et af-hegnet område i et andet rum.
Husk desuden jævnligt at rengøre vandflasker og madskåle.

SELSKAB


Med undtagelse af hamstere samt ukastrerede han-mus bør alle gnavere have selskab, da de fra naturens side er sociale dyr. Det er klart nemmest at købe fx et par eller en gruppe, der fx er søskende, og på den måde introducerede til hinanden fra fødslen og dermed bondede fra en tidlig alder.
Hvis du gerne vil introducere nye gnavere til hinanden, så er det vigtigt, at du ikke bare dumper dem i et bur sammen, for det vil højst sandsynligt resultere i aggression. Oftest vil neutralt territorie være bedst, og det vil være en gradvis proces – og nogle individer bliver bare aldrig venner og skal dermed huses separat alligevel.
Hvis du gerne vil introducere nye gnavere til hinanden, så tal evt. med din dyrlæge om strategier eller læs i hvert fald godt rundt om emnet, så du har størst mulig chance for at få succes med det. Tal desuden med din dyrlæge om hvorvidt en karantæneperiode er nødvendig for at sikre, at nye tilføjelser til familien ikke smitter de gnavere, I allerede har, med sygdom.
FODRING
Her vil jeg henvise til sektionen jeg skrev om müesli versus fuldfoder til kaniner og gnavere, hvis du ikke allerede har læst den. Du kan læse det her:
De fleste gnavere kan godt lide, hvis du spreder deres mad rundt om i buret, evt. gemmer det forskellige steder, som i tomme kokosnødder eller inde i tunneller. På den måde skal de lede efter deres mad, og det er med til at stimulere dem, ligesom det er naturligt for dem at udvise den form for adfærd.
Jeg vil anbefale at have et fast tidspunkt, hvor du fodrer dine gnavere. Gerne et skema, der giver mening i forhold til deres mest aktive periode. Du vil opdage, at de ret hurtigt lurer rutinen, og vil stå klar til at få mad på det samme tidspunkt hver dag.
Hvis du fodrer med frisk frugt og grønt fx, så fjern det efter en periode, så det ikke bliver dårligt og begynder at mugne.
I forhold til godbidder, så er det som med børn og slik. Hvis de selv kunne bestemme, så spiste de ikke andet. Derfor er vi nødt til at bestemme og holde igen. Jeg ved godt, at man gerne vil forkæle sine kæledyr, men prøv at holde igen med de søde sager. Mange gnavere har en sød tand og tendens til overvægt. Prøv desuden at undgå yoghurtdråber og andre godbidder, der er fyldt med sukker, selvom jeg godt ved, at man kan købe dem alle steder. Under sektionerne af de enkelte arter af gnavere giver jeg eksempler på ting, du kan give som godbidder, som er mere naturlige og bedre og mere næringsrige for dine kæledyr.
​

Jeg tænker på det som, hvis jeg ikke vidste, at chokoladekage eksisterede, så ville jeg aldrig mangle det eller have lyst til det. Det er lidt det samme med gnavere og yoghurtdråberne fx – til gengæld falder de måske i svime over et par græskarkerner eller et blåbær, og vil se det som en overordentlig forkælelse.
Brug godbidder fx i forbindelse med træning/tæmning, og som et plaster på såret efter at have forstyrret dine gnavere, fx når deres bur skal gøres rent.
Hvis du er i tvivl om noget er sikkert for din gnaver at spise, så ville jeg som minimum lige lave en hurtig Google-søgning for at finde ud af det, så du ikke ved et uheld kommer til at give dit kæledyr noget at spise, som de ikke kan tåle. Jeg har prøvet at inkludere lister over både sikre og farlige ting, du kan tilbyde dine gnavere under de enkelte arter, men der vil altid være flere ting derude, som ikke er inkluderet. Hvis du er i tvivl, så er det nok bedst bare at vælge noget du er sikker på, at din gnaver kan tåle i stedet for at tage chancen.
KOPROFAGI
Alle gnavere udviser koprofagi i en eller anden grad. Et betyder, at de spiser deres egen afføring. Det lyder ulækkert, men det er helt normalt, og faktisk er det med til at holde dem sunde og raske, og sørge for at de får alle de vitaminer og andre næringsstoffer, som de har brug for.
De vil producere to typer af afføring – små hårde kugler, og blødere mere slimede kugler, som er dem, de spiser. Det er ikke sikkert, at du nogensinde tager dem i det, men hvis du gør, så bare vid, at det er helt normalt.
GNAVERE & BØRN

Gnavere kan være fantastiske tilføjelser til en familie. Der er stor forskel på de forskellige typer af gnavere, deres behov og deres livsstil, så igen er det værd at læse sektionerne om de enkelte dyr her på hjemmesiden.
At involvere børn i rengøring og fodring fx kan lære dem en hel del om det ansvar der kommer med at have (selv et lille) kæledyr. De kan desuden være sjove at interagere med, og visse aspekter af at holde gnavere kan være noget, som hele familien kan være involveret i. Fx hvis der skal flyttes rundt på tingene i buret efter rengøring, så kan alle være med til at være kreative omkring, hvordan buret nu skal stilles op.
Der er desuden masser og masser af DIY-videoer derude med ideer til, hvordan man kan lave legetøj og møbler til sine gnavere af fx pap. Måske vil I lave julepynt til jeres gnavere til jul? På den måde kan I lave fine ting i pap, som kan pynte buret op, og samtidig giver det jeres kæledyr noget nyt at udforske og gnave i. Og tag det ikke personligt, hvis de ødelægger noget, I har lavet til dem – det betyder bare, at de er rigtig glade for det og godt kan lide det!
Der er masser af måder at samles som familie og være kreative omkring et projekt til jeres kæle-gnavere, så på med tænkehatten.
KOMMUNIKATION & KROPSSPROG
Forskellige gnavere vil kommunikere på forskellige måder, gennem lyd og gennem kropssprog, med både mennesker og med sine artsfælder. Adfærd er et helt stort område for sig selv, og selvom jeg kan give en introduktion til det, så er det et af de områder, der er værd at læse ekstra om, når du først har bestemt dig for, hvilken type af gnaver, du gerne vil have.

HÅNDTERING & TÆMNING
Hvor tamme gnavere kan blive og hvor hurtigt, afhænger til dels af arten og til dels af individerne. Det handler i stor grad om at opbygge tillid, og især i starten er dine gnavere måske bange for dig – hvilket giver god mening, hvis man tænker over størrelsesforskellen på dem og dig/jer. Bevæg dig altid roligt, tal stille til dine gnavere, og undgå pludselige bevægelser og høje lyde.
Når du først får dine gnavere hjem, så kan det være en god idé at give dem et par dage, eller måske en uge, til lige at falde til i deres nye omgivelser og vænne sig til tingene, før du begynder at arbejde med dem.
Jeg vil anbefale, at du ikke bare griber fat i dine gnavere og holder dem i hånden. For det første er det stressende for dem at blive jagtet rundt i buret, mens der er nogen, der prøver at fange dem, og for det andet kan man ikke forcere tillid ved bare at holde fat uden at give dem mulighed for at kunne undslippe dig. Husk på, at gnavere i naturen er byttedyr for mange andre større rovdyr, og du ønsker netop at de skal se dig som en ven og ikke som en trussel. Hvis du allerede har været godt i gang med at opbygge tillid, så kan alt dit hårde arbejde desuden hurtigt blive annulleret, og så skal du til at starte forfra. Det er desuden en god måde at blive bidt på, da dine gnavere vil forsvare sig.

Du kan evt. starte med at tilbyde mad/godbidder fra en flad hånd – hvis dine gnavere vil spise fra din hånd er det en god start, og nogle vil måske endda hurtigt føle sig modige nok til at kravle op i din hånd.
En anden god måde at interagere med dine gnavere på er at finde et rum, hvor du kan sætte dig ned og have dine gnavere til at løbe rundt om og kravle på dig. På den måde vænner de sig til din tilstedeværelse, og finder ud af, at du ikke er en trussel, ligesom de kan komme til dig i deres eget tempo. I rummet kan du tilbyde et par legesager, tunneller og nogle godbidder, så det bliver en positiv oplevelse, og de kommer til at associere dig og legetid uden for buret med noget rart. Faktisk sidder jeg på gulvet på mit badeværelse med mine deguer kravlende rundt på mig, som jeg skriver dette. Hav gerne minimum én ting med, som de kan benytte som skjul, hvis det hele bliver for meget og de har brug for et helle.
Og det bringer mig til min næste pointe. Man kan købe playpens/kravlegårde til formålet, som man kan sætte op i rum og så have legetid i et restrikteret område. Jeg er personligt lidt nervøs for det alt efter hvilken type gnaver, der er tale om; hvor små og hurtige de er, og hvor store mellemrum der er i kravlegården. Derfor er badeværelset et godt alternativ. Der er som regel ikke så meget af træ, de kan ødelægge, ligesom der sjældent er masser af ledninger og kabler på et badeværelse. Badeværelsers overflader er desuden nemme at rengøre, hvis der skulle blive tisset lidt rundt omkring i forløbet.
Det kan kræve meget tålmodighed at bygge bånd med dine gnavere, og nogle kommer måske aldrig til at sidde i din hånd eller nyde at blive kløet bag øret, mens andre måske kommer til at opsøge dig og nærmest tigge om at blive taget op og pylret om. Mange gnavere vil desuden lære at reagere på deres navn.

Selvom det godt nok er hunde på billedet her, så kan man få playpens i forskellige størrelser og materialer til gnavere også. Det er en god mulighed for at interagere med dem på et kontrolleret areal, og kan også bruges uden for om sommeren fx med nogle typer af gnavere.
Du undrer dig måske over, hvordan du skal flytte dine gnavere fra deres bur til et andet rum, hvis du ikke kan gribe fat i dem. Man kan købe paptunneller i forskellige størrelser, og mange af de mindre gnavere vil automatisk gå ind i en tunnel – derefter kan du løfte dem over i en transportkasse, og derefter ud på fx badeværelset. Som et alternativ kan du prøve at sætte en lille transportkasse i buret og putte noget mad eller nogle godbidder deri, og så vente lidt tålmodigt på at de selv kravler ind, hvorefter du kan flytte dem.
Man kan købe forskellige størrelser af ’’exercise balls’’, som er hule plastikbolde, og ideen er, at du kan placere din gnaver deri, og så kan den bevæge sig rundt uden for buret. Jeg ville personligt undgå dem og i stedet have et sikkert område, hvor du kan interagere med dem, som fx beskrevet ovenfor. Der er mange fysiologiske grunde til, hvorfor det må være ubehageligt for gnavere at blive puttet i de her bolde, og for nogle kan det være decideret farligt.
Løft aldrig dine gnavere ved halen. I langt de fleste arter kan det gøre stor skade, ligesom det er smertefuldt og stressende.
DYRLÆGENS ROLLE
Jeg vil til enhver tid anbefale, at du tager din(e) ny(e) gnaver(e) til dyrlægen, når du får den/dem. På den måde kan dyrlægen få nogle basisparametre og forsikre dig om, at han/hun er sund og rask. På den anden side – skulle der være noget galt, så er der eventuelt mulighed for at reagere på det, før det udvikler sig til et stort problem. Din dyrlæge kan desuden hjælpe dig med rådgivning om fodring, pladsbehov osv., hvis der er noget, du skulle have tvivl om.
Det kan desuden være nødvendigt at have nye medlemmer af familien i karantæne, inden de bliver introducerede til de andre gnavere. Det er fordi udefrakommende dyr kan bringe sygdomme med sig. Vent eventuelt med at introducere dem, til du har været ved dyrlægen og de har sagt god for det, og spørg dyrlægen om hvor længe du bør have din nye gnaver(e) i karantæne, før det er sikkert at introducere dem til resten af kæledyrsflokken.

Udover at kunne sprede sygdomme til sine artsfæller, er der også en lille risiko for, at nogle gnavere kan have en zoonose – det vil sige en sygdom eller patogen, som kan spredes fra dyr til mennesker. Dette er igen en god grund til at sikre sig, at dit nye kæledyr er sund og rask, og du kan få råd hos din dyrlæge om at minimere eventuel smittespredning, hvis dette er noget, der bekymrer dig meget.
Der kan være mange forskellige tegn på, at dine gnavere ikke har det godt. Dog vil de ofte prøve at skjule det så godt de kan, da de i naturen er byttedyr. En ting, som de fleste gnavere vil udvise, er at gnave på et område på deres krop, hvis det gør ondt eller er generende. Så hvis din gnaver pludselig er begyndt at selvskade, så er det som regel et tegn på, at der er noget galt.
TRANSPORT
Når dine gnavere skal til dyrlægen fx, så skal de have noget at transporteres i. Det kan også være en god ide at have noget at kunne huse dem i midlertidigt, mens bure fx bliver gjort rene.
​
Man kan købe deciderede transportbokse i dyrehandler, eller man kan købe en kasse selv og bore huller i låget. Under alle omstændigheder er det værd at huske, at transportkasser/-bokse lavet af plastik, træ eller pap, ikke er 100 % sikret mod flugt. Gnavere gnaver – og i nogle tilfælde kan det gå en del hurtigere end man havde regnet med. Efter at have smidt mange plastik-transportkasser ud, efter mine deguer har ødelagt dem, er jeg nu i stedet gået over til transportkasser af metal. Dog er visse arter mere tilbøjelige til at gnave deres vej ud - min dværghamster fx kunne jeg nemt og sikkert transportere i noget af plastik.
ANDRE DYR I HJEMMET
De fleste gnavere vænner sig ret hurtigt til at bo i samme hus som hund og/eller kat. Dog vil jeg selvfølgelig ikke anbefale, at du lader din hamster og din kat være alene i stuen – det ender nok galt. Men så længe dine gnavere har deres bur, hvor de er sikre, samt har gemmesteder, hvis de skulle blive forskrækkede eller skræmte, så kan man sagtens have gnavere og hund/kat på samme tid. Dog vil jeg nævne, at hvis du har en kat, der har tendens til at udvise interesse for dine gnavere, selv i deres bure - så sørg for katten har trimmede negle for at undgå uheld gennem tremmerne.

FORSIKRING
Nogle forsikringsselskaber tilbyder smådyrsforsikringer, hvis du på et tidspunkt skulle få brug for hjælp til at betale dyrlægeregninger. Det kan være værd at undersøge, om du synes det er pengene værd. Alternativt kan du sætte et vist beløb til side om måneden, så du har penge at falde tilbage på, hvis uheldet skulle være ude, og du er nødt til at tage en tur til dyrlægen, som ikke var planlagt.


