top of page
GENERELLE OVERVEJELSER
FOR KÆLEDYRSEJERE

Hvis du allerede har kæledyr

 

Måske vil du læse med af nysgerrighed? Du kan evt. samle information og overvejelser til fremtiden, måske var der ting, du ikke vidste i forvejen og du lærte noget nyt, eller måske er du bare interesseret!

Image by Jack Catalano

Hvilket kæledyr er det rigtige for mig? Der er så mange at vælge imellem!

 

Som beskrevet andre steder, så er sidens hovedfokus på kæledyr, der ikke falder i kategorien ’hund og kat’. Hunde og katte er fantastiske dyr, og jeg har selv begge dele og er vokset op med dem. Men måske er det ikke det rigtige for dig. Eller måske har du allerede en hund og/eller kat, men vil stadig gerne føje noget mere til dit liv. Selv de mindste dyr kan gøre store indtryk på os.

 

Herunder er nogle generelle punkter, som jeg vil anbefale dig at læse, før du kigger videre på kravene til de enkelte dyrearter. Alt, hvad jeg skriver, er baseret på en forestilling om, at du vil dine kæledyr (både nuværende og fremtidige) det allerbedste, og jeg er her for at hjælpe.

 

Især hvis du er førstegangsejer, så håber jeg, at de informationer du kan finde her på siden, kan hjælpe dig med at træffe et informeret valg om, hvad det bedste kæledyr for dig måtte være. Måske er det ikke det, du troede – og måske ender det med at være noget, du slet ikke have overvejet. 

Ansvar

 

Hvis vi vælger at bringe dyr ind i vores liv, så er det vores ansvar, at de har det godt. Vi har både et moralsk og et lovmæssigt ansvar for at sørge for, at vores kæledyr ikke sulter, tørster eller på anden måde lider unødigt. At have kæledyr er et privilegie og ikke en menneskeret, og det er vigtigt at tænke over, hvad man reelt kan forpligte sig til både i forhold til tid og plads, men også økonomisk.

Selvom det selvfølgelig altid i sidste ende er de(n) voksnes ansvar, så kan kæledyr give børn enormt meget. Det kan lære dem om ansvar og respekt, når man skal passe på et lille liv, og selv de mindste dyr kan have store personligheder, og man kan skabe bånd med dem, som man ikke havde regnet med.

Calculate Savings

Økonomi

 

Jeg er ikke sikker på jeg synes, at der findes et ’’billigt’’ kæledyr. Alle dyrene her på siden, uanset størrelse, kræver en finansiel indsats. Især lige i starten, før dyret overhovedet er kommet hjem, vil der være en udgift til bur, mad, andet udstyr osv. Som med hunde og katte kan de desuden blive syge. Det kan man til en vis grænse ikke holde for, og der kan i den forbindelse komme uforudsete udgifter – og det skal man være klar over.

  • Det er vigtigt at huske, at der også vil være løbende udgifter. Fx til mad og regelmæssige sundhedscheck, men også til udskiftning af legetøj og andre tilbehør.

  • Hvis du er ligesom mig, så vil du desuden finde ud af, at du går ind i en dyreforretning (enten fysisk eller på nettet), med en intention om at købe en enkelt ting, og før du ved det, har du brugt 500 kroner, fordi der var simpelthen så mange fine ting!

Prøv evt. at finde ud af, om det kan betale sig for dig at få en sundhedsforsikring, så du er dækket, hvis dit kæledyr skulle blive sygt. Nogle forsikringsselskaber gør det nu muligt at forsikre mere end bare hund og kat. Mange forsikrer fx kaniner, og nogle tilbyder andre smådyrsforsikringer – så forhør dig ad.

Et alternativ til forsikring er at lægge et vist beløb til side om måneden, så du har nogle penge at falde tilbage på, hvis uheldet skulle være ude og du står med et sygt kæledyr, men du samtidig ikke føler, at en forsikring er pengene værd.

Lovgivning og andre overvejelser

 

Sørg for at gemme relevante papirer og dokumentation fra fx avlere/opdrættere. Det er et lovkrav for visse arter, da deres bestand i naturen kan være truet, hvis handlen med dem ikke er reguleret, så sørg for at du har de nødvendige ting i din mappe med vigtige papirer, hvis du ønsker at holde nogle af de her arter og sørg altid for at du ved, om der er særlige regler for lige præcis den type af dyr, som du ønsker at anskaffe dig - det er nemlig dit ansvar.

Pet shop interior, shelves with accessor

Vær forberedt!

 

Sørg for at have alting klar, før du overhovedet bringer dit nye dyr hjem. Det være bur/vivarium, specielt lys, foder, legetøj, osv. osv. Nederst på siden i hvert afsnit jeg har skrevet om hver enkelt dyreart, finder du et ''resume'' eller en lille tjekliste af ting, som du bør anskaffe dig, hvis du gerne vil holde lige netop den slags dyr. 

Så sørg for at have alting på plads, før dit/dine nye familiemedlemmer kommer hjem - så bliver alting nemmere og mindre stressende for alle. 

Dyrlægen

 

Find en dyrlæge, der passer til dig. Det er vigtigt at finde en dyrlæge, du stoler på, og ikke mindst, som er komfortabel med den art af kæledyr, som du har. Ikke alle dyrlæger føler sig komfortable med at behandle fx hamstere eller slanger – nogle vil måske helst undgå begge dele, nogle er gode med én men ikke den anden, og nogle føler sig måske komfortable og kompetente med det hele. Ring rundt til dyrlægerne i dit område og spørg ad, så du kan finde det bedste match for dig og dit kæledyr.

 

Mange kæledyr kan desuden chippes, hvis du gerne vil sikre dig, at dit kæledyr kan spores tilbage til dig, hvis uheldet skulle være ude, og de på en måde får forvildet sig væk hjemmefra. Det er fx rutinemæssigt gjort i fritter og mange større papegøjer. Snak med din dyrlæge om det, hvis det er noget, du gerne vil overveje.

En, to, tre, mange?

 

Hvor mange dyr er du villig til at anskaffe dig? Alt efter hvilken art, der er tale om, så er det som regel meget vigtigt, at de enten lever alene eller sammen med andre af deres egen art – og det kan måske påvirke din beslutning.

Jeg vil dog på det stærkeste råde til ikke at blande forskellige arter af dyr sammen. Det kan både blive decideret farligt, stressende og sprede sygdomme, ligesom forskellige arter af dyr vil have unikke behov.

Image by Tawhid Khan

Tid og plads

 

Har du en have? Nogle af de her dyr trives bedst med adgang til et udendørs areal. Selv dyr, der skal huses indendørs kræver måske mere plads end du lige umiddelbart havde regnet med. 

 

Har du en tidshorisont? Med det mener jeg, at nogle måske vælger hund og kat fra, fordi det er en forpligtelse på 10-20 år. Hvis du så i stedet overvejer et alternativt kæledyr, så er det værd at have i baghovedet, om de har en forventet levetid på 2 eller 30 år. Jeg synes personligt ikke, det er helt fair at anskaffe sig et kæledyr, som man allerede på forhånd ved, at man ikke kan forpligte sig til i længden.

 

I forhold til tid er det også væsentligt at medtænke i sin beslutning, hvor meget daglig pleje og interaktion en bestemt type af kæledyr kræver.

Hvor skal jeg købe mit kæledyr?

Hvor du køber dit kæledyr er op til dig. Der er mange muligheder – dyrehandlere, privatpersoner, der sælger kæledyr, de ikke længere kan have, avlere, eller hvis du vil gøre en god gerning, kan du altid adoptere fra et internat eller forening, der tager kæledyr ind, som af en eller anden grund har brug for et nyt (og måske bedre) hjem, end det de havde før.

  • Jeg vil anbefale, at du eventuelt tager ud og ser, hvor dit/dine kommende kæledyr kommer fra. På den måde kan du se, om de har ordentlige forhold og om det virker realistisk, at dyret/dyrene har haft regelmæssig kontakt med mennesker.  

  • Det kan desuden være en god ide at forhøre sig om, hvad dit/dine kæledyr har været vant til at spise. Hvis de har haft ’’dårlige’’ spisevaner kan det være et projekt at omvende dem. Alt efter hvilken art, der er tale om, er der forskellige strategier, man kan bruge, men det er stadig godt at være opmærksom på, at der eventuelt bliver en overgangsperiode og det er ekstra arbejde for dig.

  • Nogle gange er det ikke så meget et spørgsmål om at vælge et kæledyr som det er et spørgsmål om at lade dit kæledyr vælge dig. Det var blandt andet sådan jeg endte med at adoptere min kat. Mere end noget andet følte jeg, at hun valgte mig, og så kunne jeg simpelthen ikke efterlade hende på internatet. Det kan være forskellige ting, der gør, at du forelsker dig i en eller flere bestemte individer – og når det føles rigtigt, så føles det bare rigtigt.

  • Det er vigtigt at være opmærksom på, hvor dit kæledyr oprindeligt kommer fra, ligegyldigt hvem sælger er. Det er måske mere relevant med fugle, og især reptiler, end med mange af pattedyrene, men sørg for at sælger kan bevise, hvorfra dyret eller dyrene er kommet. Efterhånden som mere eksotiske kæledyr er blevet mere og mere populære, er der sket en stigning i både lovlig og ulovlig handel med disse arter. Selv hvis de var fanget og importeret på lovlig vis, så vil jeg altid råde imod at anskaffe sig et dyr, som er blevet fanget i naturen og derefter solgt som kæledyr. Vælg i stedet at købe dyr fra avlere fx eller andre, der som minimum kan dokumentere, hvor dyret kommer fra. På den måde ved du, hvor dyret kommer fra og hvor gammelt det er. Vilde dyr solgt videre som kæledyr er desuden stadig dét – vilde dyr. Dvs. at de ikke er vant til mennesker og derfor vil være stressede og ikke vant til håndtering, og derfor vil du få et dyr, som du højst sandsynligt ikke kan håndtere/interagere med, og det synes jeg da tager en del af det sjove ved kæledyrsejerskab ud af ligningen. Dyr der tages fra naturen og sælges videre som kæledyr, kan desuden have mange sundhedsmæssige problemer og du kan risikere at ende med et sygt eller i sidste ende dødt dyr, ligesom den slags handel kan være med til at true vilde bestande af dyrearter.

Blue Bird Cage

Dyreforrretninger 

 

Jeg elsker dyreforretninger i den forstand, at jeg elsker at købe udstyr til mine kæledyr. Jeg kan bruge timevis og mange penge på at finde ting, som jeg føler kan bidrage positivt til deres liv. Men en af de allervigtigste ting, jeg gerne vil have folk til at forstå, er, at bare fordi man kan købe noget i en dyreforretning, så betyder det ikke, at det er godt. Det gælder især mange bure, som er alt, alt for små, og foder, der slet ikke burde markedsføres til de dyr, de sælges til. Jeg håber, at læsningen her på siden kan hjælpe dig med at være en mere kritisk forbruger, når det kommer til kæledyrsudstyr.

  • Jeg vil godt lige understrege, at jeg IKKE siger, at dyreforretninger er noget skidt. Man kan ofte lære meget af at tale med medarbejderne, og mange går enormt meget op i det, de laver. Dog er ikke alle forretninger, der sælger kæledyrstilbehør lige gode, og ikke alle råd man får er lige korrekte. Selv de gode steder sælger desværre også ofte ting, som i min mening burde fjernes helt fra markedet. 

  • Som sagt ønsker jeg bare, at du kan forholde dig kritisk og træffe informerede valg. Hvis du fx står foran tre forskellige typer af hamster-mad i den samme butik, så håber jeg, at den information du finder her på siden, kan hjælpe dig med at træffe det bedste valg i den situation.

Bider den?!

Alle dyr kan bide, og nogle er mere tilbøjelige til det end andre. Det er vigtigt at huske, at dyr ikke bider fordi de er onde. Nogle bider i leg, i frygt eller i forsvar fx, og som hovedregel vil jeg sige, at hvis vi som mennesker bliver bidt, så er det som regel vores egen skyld. Det er oftest, fordi vi ikke har læst de signaler ordentligt, som dyret har sendt. Eller vi har forskrækket det eller på anden måde virket truende.

Især de arter, der beskrives her på siden, har ikke været domesticerede nær så længe som hunde og katte, så helt genetisk er de ikke lige så vant til mennesker; til at leve sammen med os. Det er vigtigt at huske, at vi selv vælger at bringe de her dyr ind i vores liv og vores hjem, og at det er vores ansvar at prøve at forstå dem og de signaler, de sender. De kan af gode grunde ikke tale, og derfor kommunikerer de på andre måder; til hinanden, til os og til andre dyr. Og forskellige arter vil have forskellige måder at kommunikere på.

Image by Jamie Street

Søg og du skal finde (viden)

 

Sidst men ikke mindst: Selvom jeg vil prøve at få så mange relevante pointer med som muligt, så prøv stadig at læs rundt om emnet. Hvis du fx læser om 10 dyr her på siden og kommer frem til, at marsvin er rigtige for dig, så læs alt hvad du kan om marsvin. Det er selvfølgelig altid vigtigt at være kildekritisk og forholde sig til, hvor ens informationer kommer fra, men prøv stadig at skrabe så meget viden til dig, som muligt og brug eventuelt den info, du finder her på siden som en slags referenceramme. Det giver dig og dine kæledyr den største mulighed for succes og i sidste ende, er det det, jeg ønsker.

© Know the Pet You Pick 2022

  • Facebook
  • Instagram
bottom of page