HUSNING
Hamstere skal have en del plads – nok en hel del mere end de fleste mennesker forestiller sig. I naturen har de store territorier og rejser over lange afstande og langt de fleste bure, der er markedsført til hamstere i dyreforretninger, er ikke i nærheden af at være store nok.
Hvor mange gnavere klarer sig bedst i bure med flere etager, så er det med hamstere vigtigt, at de har mere horisontal plads. Dvs. uafbrudt plads at løbe på i ét plan, og bure må gerne være mere rektangulære en firkantede, da det giver en længere strækning at udforske. En syrisk hamster bør have minimum 6.000 kvadratcentimeter uafbrudt plads, dvs. fx et bur på 120x50cm.
Dværghamstere bør tilbydes minimum 5.000 kvadratcentimeter uafbrudt plads, dvs. fx et bur på 100x50cm. Du kan tilføje flere niveauer i buret i form af hylder og platforme mm., men det tæller ikke med i det uafbrudte minimumsareal, som du bør stræbe efter.
Dog gælder det for alle racer af hamstere, at jo mere plads, du kan give din hamster, jo bedre. Du bør huse din hamster indenfor.
Det er vigtigt at have god ventilation i sit hamsterbur for at undgå luftvejsproblemer. Det kan være svært at finde bure, der er store nok, som er lavet af metalgitter, men hvis det lykkes, så vær opmærksom på, at afstanden mellem to gitre skal være max. 1.3cm for en voksen syrisk hamster, og max. 6mm for en voksen dværghamster, hvis du gerne vil undgå at de slipper ud. Sørg desuden for at tjekke, at der ikke er andre måder din hamster kan lukke sig selv ud på.

Vælger du et alternativ som fx akvarietank, så sørg for at siderne er høje nok, så din hamster ikke kan kravle ud. Det er svært at give en bestemt højde, fordi det blandt andet kommer an på, hvor dybt et substrat lag, du kommer i buret, hvor du placerer huse osv. For at være på den sikre side kan det måske være værd at kreere en form for låg, der stadig tillader god ventilation – fx en træramme med et lag af hønsenet i midten, som kan lægges over tanken/buret.
I naturen lever hamstere i gangsystemer, og det er en del af deres natur at grave. Derfor bør du have et tykt lag af substrat i dit bur på minimum 20cm – men også gerne dybere end det. Det er vigtigt for at din hamster kan udvise naturlig adfærd, og det er med til at minimere risikoen for, at din hamster udvikler stereotype adfærdsmekanismer, som fx at bide i burgitteret, hvilket heller ikke er særlig godt for deres tænder.

Det faktum, at hamstere bygger tunneller er vigtigt at huske, når man vælger sit bur. Det er vigtigt at overveje, om buret har en dyb nok bund til at kunne holde den mængde substrat, som en hamster kræver.
​
Glastanke/akvarier bliver mere og mere populære som alternativer til traditionelle hamsterbure og med god grund. De kommer i forskellige størrelser, har en god dybde og grundet glasset kan du desuden følge lidt med i, hvad din hamster laver. Hos nogle akvariefirmaer kan man desuden special-bestille akvarier i den størrelse, man gerne vil have. Det kræver dog, at man er villig til at lave den investering, og at man er handy nok - eller kender nogen, der er handy nok - til at kreere et låg til tanken selv. Alternativt kan man selv bygge bure af træ/plexiglas, hvis man har evnerne.
Det er værd at tænke over burets placering. Hamstere er nataktive, og hvis du fx har svært ved at sove til lyden af et hamsterhjul, så kan det være en god ide ikke at placere buret i soveværelset. Fra din hamsters synspunkt kan det måske være rart for ham eller hende at være placeret i et rum, hvor der ikke hele tiden er larm i løbet af dagen, så de ikke bliver alt for forstyrrede, når de prøver at sove.
Møblement og accessories
Du bør tilbyde din hamster forskellige ting at udforske i sit bur. Hamsteres fortænder vokser desuden hele livet, så det er vigtigt at supplere ting, som han eller hun kan gnave i for at holde tænderne nede.
​
En rigtig vigtig pointe er, at alle accessories bør sættes på platforme, og de platforme er man ofte nødt til selv at kreere - det var jeg i hvert fald. Det behøver ikke være fancy; bare et stykke træ med fire ben. Men det er vigtigt. Platforme sørger for, at din hamster kan grave sine tunnelsystemer under platformene uden at de kollapser under vægten af fx et hjul eller et hus eller et sandbad. Så sørg for at sætte alle dine ting på platforme, så du undgår at din hamster bliver frustreret og/eller kommer til skade.
Ting der bør være i dit hamsterbur:
-
Hjul.
​
- En syrisk hamster bør have et hjul på minimum 30cm i diameter, og en dværghamster et hjul på minimum 21cm i diameter.
​
- Et hjul kan ikke rigtig blive for stort, men det kan nemt være for småt. Mange hjul der er markedsført til hamstere, især syriske hamstere, er for små. Som en guide bør din hamster kunne løbe på sit hjul uden at svaje i ryggen, da dette ellers kan give rygproblemer.
​
​
-
Et sandbad. Dette kan hjælpe med at holde din hamsters pels ren og sund, ligesom det er en sjov aktivitet for dem. Har du en Roborovski hamster bør op til en tredjedel af arealet over substratet være sand. ​
​
- Du kan bruge legesand til børn, sand-produkter markedsført til reptiler eller chinchillasand. Som en hovedregel bør sandet helst være groft og ikke for fint, så det ikke skaber luftvejsproblemer.
​
- Hvis du lader sandbadet stå i buret permanent, vil mange hamstere bruge det som toilet. Det kan til gengæld gøre spot-rengøring nemmere, fordi du ved, hvor du skal lede. ​
-
Et stort udvalg af legetøj, grene, huse, ramper, tunneller, hylder mm.
​
​
-
Du kan desuden tilføje en plade af granit eller lignende, som er med til at holde din hamsters negle nede, når den bevæger sig over det. Disse produkter kan som regel købes fra forhandlere på nettet til formålet. Udover plader og tunneller kan man desuden købe en form for grus, der har samme formål, når hamsteren graver i det.
​
​
-
Du kan prøve at indrette et toiletområde med en lille bakke, evt. hvis der allerede er et hjørne, som din hamster lader til at bruge særligt som toilet. Du kan bruge sand, papir eller træspåner som substrat, men hold øje med at din hamster ikke prøver at spise det. Undgå kattegrus til formålet.
​

Substrat
Når det kommer til at vælge et substrat til din hamster, så er det blandt andet vigtigt at vælge noget, som kan holde formen, når din hamster graver tunneller. Et trick, der kan hjælpe, er at hælde substrat i buret lidt efter lidt og trykke det ned i lag. Ved at trykke det sammen bliver det mere kompakt og har nemmere ved at holde formen, når din hamster laver gangsystemer. Det kan være nødvendigt at eksperimentere lidt henover tid for at finde ud af hvilken type substrat du og din hamster allerbedst kan lide.
​
Substrater, der er egnede til hamstere:
-
Træspåner af asp, hvor støv er blevet trukket ud af produktet.
​
-
Papirbaserede substrater. Kommer i mange forskellige former; undgå de, der er tilsat duft eller farve.
​
-
Hø og halm kan bruges som redematerialer eller i dele buret, men det er ikke særligt absorberende, ligesom det ikke holder så godt på lugten, så jeg ville undgå at bruge hø eller halm i hele buret.
​
-
Jord er også en mulighed, især hvis du ønsker et mere naturligt udseende set-up til din hamster. Det er dog vigtigt, at du enten bruger en jordblanding, der er specifikt markedsført til gnavere og derfor er sikkert at bruge, eller økologiske jordblandinger der ikke er tilsat gødning og andre kemikalier, som kan skade din hamster.

Substrater, du bør undgå:
-
Træspåner fra cedertræ eller fyrretræ. Det er giftigt, hvis din hamster skulle spise det, ligesom det kan danne harmfulde dampe, når det reagerer med din hamsters urin.
​
-
Savsmuld. Partiklerne fra savsmuld er meget små og fine, og dette kan resultere i luftvejsproblemer og -sygdomme.
​
-
Kattegrus i enhver form, også dem der er baserede på papir eller træ.
​
-
Undgå hamstervat – også som redemateriale.
Rengøring
Rengøring af buret er en løbende opgave. Spot-cleaning bør gøres dagligt eller med et par dages mellemrum, især af områder, som de bruger meget – fx hjul og toiletboks, eller steder hvor der tegn på større mængder urin.
Hamstere er desuden kendt for at hamstre mad i kinderne (det er sådan de fik deres navn), og de vil samle det i bunker, hvor de så vil komme og spise af det løbende, som de bliver sultne. Hvis du supplerer din hamster med fx frugt og grønt er det nødvendigt at finde ud af, hvor din hamster gemmer sin mad – på den måde kan du fjerne det løbende, så det ikke ligger og mugner. Fjern dog ikke hele din hamsters lager af mad – bare de dele, der bliver dårlige.
Hvor ofte du bør gøre hovedrent ved din hamster kommer an på mange forskellige ting. Hvor stort buret er (jo mindre bur, jo oftere skal det gøres), hvor god du er til at gøre rent løbende osv. Hvis du følger anbefalingerne om minimumsstørrelser på buret og du er god til at udføre spot-cleaning regelmæssigt, så bør du kunne nøjes med hovedrengøring en gang om måneden eller måske endda hver 6. uge – men som jeg siger mange gange her på siden, så kommer man langt med sund fornuft og ved at bruge sine øjne og sin næse. Giver du din hamster et rigtig stort bur kan du måske endda gå flere måneder mellem at skulle lave en hovedrengøring.
Du kan med fordel holde lidt af det gamle substrat tilbage, når du skifter det, hvis du kan finde nogle områder, der er relativt rene. Bland det så med det friske substrat. Hamstere har en god lugtesans, og på den måde kan din hamster stadig lugte sig selv, selvom du lige har gjort rent og tømt buret. På den måde hjælper det dem til at føle sig trygge og vide, at de er hjemme.
Har du mange plastikrør/tunneller og andre ting i plastik, og har du et badekar, så kan det være nemmere at fylde karret op med varmt vand samt eventuel parfumefrit antibakterielt vaskemiddel, og på den måde kan tingene lægges i blød, i modsætning til at gøre dem rene enkeltvist under en vandhane/i vasken. Efterfølgende skal de skylles godt og lægges til tørre.

SELSKAB

Dværghamstere
Dværghamstere er sociale med medlemmer af deres egen art i naturen, men jeg anbefaler ikke, at man holder mere end én hamster ad gangen uanset race. Skal man have succes med at holde flere dværghamstere sammen, vil det kræve helt enormt mange kvadratmeter, fordi de er territoriale, og det sker for ofte, at to hamstere i samme bur kommer op at slås og det ender med at en af dem dør. Dværghamstere kan leve et helt fint og godt liv alene - de bliver ikke nødvendigvis ensomme, selvom vi måske tænker, at de er det. ​
​
Syrisk hamster
Syriske hamstere er MEGET territoriale, og man bør under ingen omstændigheder have mere end én til at bo i det samme bur.
Der vil altid være historier om folk, der siger, at de holdt syriske hamstere sammen, og det var altså aldrig et problem. Jeg vil på det stærkeste opfordre til ikke at tage chancen. Hvis man bor på anden sal, kan man måske også godt hoppe ud ad sit vindue og ned på fortovet og slippe godt fra det – men det ville stadig være en ret dum idé at prøve det, for der er stadig en endnu større chance for at det ender galt.

FODRING
Basis diæt
Hamstere er omnivorer, dvs. ligesom mennesker spiser de både planter og animalsk protein. Langt de fleste müesliblandinger, man kan købe til hamstere, er ikke egnede til formålet. Det er oftest en blanding af fx solsikkefrø, peanuts, majs- og ærteflager og fuldkornspiller, men mange hamstere vil fx spise sig mætte i peanuts og solsikkefrø, der har et højt fedtindhold og på den måde får de ikke den rette ernæring, ligesom de hurtigt bliver overvægtige.
Jeg vil anbefale, at du køber foderblandinger fra specialiserede hamsterforhandlere som fx Rodipet, der laver foderblandinger baseret på hvad hamsterne spiser i naturen. Rodipet er en tysk forhandler, som sender til Danmark, og de har foderblandinger specielt til syriske hamstere og til dværghamstere, da de lever forskellige steder i naturen. Det anbefales desuden, at du fodrer med ’’junior’’ foder-versionen det første år af din hamsters liv, og efter det første år skifter over til et ’’senior’’-foder. De tilbyder desuden et foder specielt til typer af dværghamstere, der er i høj risiko for at udvikle diabetes.
Hvis du har en syrisk hamster, så giv cirka to spiseskefulde foder hver anden dag, og hvis du har dværghamster, så giv cirka én spiseskefuld per hamster hver anden dag.

Det kan måske virke omstændigt at skulle bestille et specialfoder på nettet, ligesom det kan være lidt dyrere end at købe en kommerciel müesliblanding i dit lokale supermarked. Til gengæld får du en sundere hamster, der har større chancer for at leve længere samt undgå at udvikle sygdomme relaterede til stofskifte.
Jeg fodrede selv min hamster med Rodipet foder og hun elskede det.
Hvis du ikke føler, at ovenstående er en mulighed for dig, så er et pelleteret fuldfoder suppleret med grønt stadig et bedre alternativ end müesli.
Du kan desuden supplere med blandinger af tørrede urter og blomster. Det kan også købes på Rodipet, men også hos mange andre forhandlere. Om ikke andet er det med til at give din hamster noget at rode i, ligesom det dufter dejligt. Du kan desuden give hirsekolber af god kvalitet og andre naturlige supplementer, som din hamster kan snacke på.
Spred din hamsters foder rundt om i buret, så den skal lede efter det ligesom den ville i naturen. Det er med til at stimulere naturlig adfærd.
Udover de foderblandinger, som jeg anbefaler herover, så er det godt at supplere med friske grøntsager hver, hver anden eller hver tredje dag. Giv cirka en teskefuld per dag til dværghamstere, og to teskefulde per dag til syriske hamstere (dog kommer det sig ikke så nøje - helt ærligt er grøntsager ikke det værste du ligefrem kan give din hamster ''for meget'' af) . Sørg altid for at vaske grøntsager godt, før du fodrer med det, og skær det i mindre stykker, og pluk aldrig noget udendørs, der er sprøjtet med plantegift. Tilbyd desuden en variation af grøntsager, så de ikke altid spiser/bliver tilbudt det samme, men prøv samtidig at undgå at introducere alt for mange nye ting på en gang (dette er dog mindre vigtigt hos omnivore gnavere som hamstere, end hos planteædende gnavere, der har tendens til mere sarte maver). Giv rodfrugter i moderation, da de har et højere indhold af sukker – vær derfor ekstra forsigtig med dværghamstere.
​
Her er en liste over et udvalg grønt, som du kan give din hamster:
-
Agurk.
-
Basilikum.
-
Blomkål.
-
Broccoli.
-
Græskar.
-
Grønkål.
-
Grønne bønner.
-
Gulerod.
-
Koriander.
-
Kål – fx hvid, rosen eller Kina.
-
Majs.
-
Mynte.
-
Mælkebøtte.
-
Peberfrugt.
-
Persille.
-
Selleri.
-
Squash.
-
(Sukker)ærter.
-
Timian.

Ligeledes er der frugt og grønt, du ikke bør give til din hamster, inklusiv:
-
Aubergine.
-
Avocado.
-
Citrusfrugter.
-
Hvidløg.
-
Kartoffel.
-
Løg.
-
Oliven.
-
Porre.
-
Purløg.
-
Tomat og tomatplante.
Jeg vil anbefale, at du fodrer din hamster på samme tid hver eller hver anden dag. Hamstere er nataktive, og derfor vil jeg anbefale, at du fodrer dem om aftenen, evt. som noget af det sidste du gør, før du går i seng. På den måde vil især grøntsager du fodrer med stadig være friske og lækre, når din hamster står op.
Her vil jeg desuden henvise til sektionen jeg skrev om müesli versus fuldfoder til kaniner og gnavere. Du kan læse det her:
Godbidder
Undgå at bruge sukkerholdige godbidder som fx yoghurtdråber. Især nogle dværghamstere har en relativt høj risiko for at udvikle diabetes.
Her er en liste af frugt, som du kan give i små stykker til din hamster som en godbid (giv ikke mere end et par stykker på størrelse med en rosin ad gangen):​

-
Æble (uden kerner).
-
Banan.
-
Blåbær.
-
Brombær.
-
Fersken.
-
Hindbær.
-
Jordbær.
-
Kirsebær (uden kerne).
-
Kiwi.
-
Mango.
-
Pære (uden kerner).
-
Tørrede tranebær.
-
Vandmelon.
-
Vindrue (stenfri).
Der er desuden masser af andre madvarer, du kan bruge som godbidder til din hamster, fordi de netop af omnivorer. Herunder er en liste af andre ting, som du kan forkæle din hamster med – men husk små portioner; en hamstermave er ikke særligt stor! Du kan gerne blande fx forskellige typer af frø, så længe du ikke giver mere end cirka en halv teskefuld til sammen ad gangen.
-
Babymad baseret på frugt og grønt uden tilsætningsstoffer.
-
Chiafrø.
-
Fårekylling.
-
Græshopper.
-
Græskarkerner.
-
Havregryn.
-
Hundemad (et enkelt lille stykke tørfoder).
-
Hytteost.
-
Hørfrø.
-
Hårdkogt æg.
-
Hård ost (mild).
-
Kogt fuldkornsris eller -pasta.
-
Kogte kikærter eller linser.
-
Kogt kyllingebryst (eller kalkun).
-
Melorme.
-
Quinoa.
-
Sesamfrø.
-
Solsikkefrø.
-
Yoghurt naturel.

Især insekter er gode at bruge som godbidder/som en regelmæssig del af din hamsters mad. Det er en proteinkilde for dem i naturen, og du kan fodre både levende og tørrede insekter – du vil måske opdage at din hamster har en præference for enten det ene eller det andet, og nogle hamstere vil slet ikke spise insekter. Som tommelfingerregel siger man 1 insekt om dagen for dværghamstere og 1-2 for syriske.
Nødder og kerner har et højt indhold af fedt (det samme har melorme), så selvom de er gode at bruge som godbidder, og de fleste hamstere, elsker dem, så er det stadig vigtigt at give dem i moderation, fx to gange om ugen. Hele nødder kan desuden gives til hamstere, men da en nød er et proportionelt kæmpestort måltid for en lille hamster, så er det virkelig en kaloriebombe. Giv fx en enkelt (usaltet) peanut kun én gang om måneden, når det virkelig skal være lækkert.
Generelt set kan man sige, at hvis du varierer typerne af godbidder, som du giver din hamster, så er der en mindre chance for, at den får for meget af én ting.
Som med alle andre dyr er det vigtigt at spare på godbidderne. Brug dem som en særlig belønning fx i forbindelse med træning, eller efter rengøring af bur eller en tur til dyrlægen. Du kan også købe – eller selv kreere – godbidspuslespil, hvor din hamster skal bruge sin hjerne til at finde deres belønning. Det er med til at holde dem stimulerede.

Vand
Sørg altid for at din hamster har rent vand til rådighed i drikkeflasker. Hav gerne flere forskellige drikkestationer rundt om i buret, og gør flaskerne rene med jævne mellemrum.
HÅNDTERING & ADFÆRD
Kommunikation og kropssprog
En hamster, der er vred/stresset/bange vil fx løbe væk og gemme sig, bide, skære tænder, trykke sig fladt ned mod jorden, tømme sine kinder for indhold, fryse på stedet eller åbne munden med ørene fremadrettet.
En glad hamster, der er interesseret i at interagere med dig, vil måske opsøge dig, stille sig på bagbenene og selv kravle op i din hånd, hvis du lægger den fladt ud foran hamsteren. En hamster, der ikke er stresset, vil måske også strække sig eller soignere sig, og vil måske have ører, der står lige op i luften, så den kan følge med i, hvad der foregår omkring den.
Det er meget normalt at en hamster tisser eller skider i din hånd, når den bliver samlet op. Det er en risiko, man er nødt til at affinde sig med, hvis man gerne vil interagere med sin hamster. Det er heldigvis ikke værre end at man tørrer op og vasker hænder – og man bør vaske hænder efter at have håndteret sin hamster under alle omstændigheder.
Håndtering og tæmning
Hamstere er nataktive, og selvom nogle hamstere vil komme ud og sige hej i løbet ad dagen, så er det vigtigt at respektere, at din hamster har en anden døgnrytme end dig. Prøv så vidt muligt at undgå at løfte din hamsters hus osv. – prøv at forestille dig, hvis du lå og sov, og der så pludselig var en kæmpe, der løftede dit hus væk. Lad i stedet din hamster komme til dig så vidt muligt. Snak til din hamster og sig dens navn, og vent så og se om den har lyst til at komme ud. Ellers er du nødt til at affinde dig med, at det måske ikke er et kæledyr du kommer til at interagere med helt lige så meget som andre alternativer.

Fordi hamstere, især dværghamstere, er så små, så er det vigtigt at håndtere dem stille og roligt. Både for at undgå at du bliver bidt, hvis din hamster bliver skræmt, men også for at undgå at din hamster kommer til skade ved et uheld. Tal desuden til dem i en rolig stemme, og undgå pludselige bevægelser og høje lyde.
Det kan tage lidt tålmodighed at gøre en hamster håndtam, men alle hamstere er individer, og nogle kommer til at stole på dig hurtigere end andre.
Hamstere og børn
Historisk set har hamstere været meget populære kæledyr, inklusiv til mindre børn. Det vil jeg dog personligt mene, at de ikke egner sig specielt godt til. Den største årsag til det er, at de er nataktive. Som før nævnt kommer en hamster måske ud og siger hej i løbet af dagen, men mange hamstere står ikke op, før det er blevet mørkt. Hvis du har en hamster, hvis døgnrytme gør, at den står op omkring klokken 23 hver aften, så er det meget begrænset, hvor meget et barn kommer til at se den. Medmindre man selvfølgelig vækker sin hamster, mens den sover, men hvis det er noget man regelmæssigt gør, så kommer hamsteren til at forbinde sine ejere med noget negativt, og det gør det svært at opbygge et bånd til den. Jeg ville nok også blive lidt gnaven, hvis der var nogen der altid vækkede mig klokken tre om natten.
Så selvom hamstere kan være rigtig dejlige kæledyr, så er der bare mange, synes jeg, bedre alternativer til børnefamilier. Der er mange andre gnavere, som er aktive om dagen i stedet for om natten, og hvor børnene på den måde får meget mere mulighed for at lege med dem.

Hvis I dog er opsatte på at få en hamster, og I har mindre børn, så kan det være en idé at få en syrisk hamster i stedet for en dværghamster. Det er blandt andet, fordi de er en del større, ikke bevæger sig helt så hurtigt, og risikoen for at de kommer til skade under håndtering er mindre. Faktisk bevæger hamstere, især syriske, sig en del langsommere end mange andre typer af små gnavere, hvilket er den ene ting, der måske ville tale for at vælge dem som kæledyr til børn.
På den anden side kan en hamster være et virkelig fint valg, hvis man som voksen fx har plads til og gerne vil have en gnaver, men samtidig ikke har oceaner af tid til lavpraktiske ting som ugentlig hovedrengøring eller en times legetid uden for buret hver dag.
Hvordan ved jeg, om min hamster fejler noget?
Det kan være svært at vide, om der er noget galt, eftersom hamstere er gnavere og gnavere er byttedyr for andre dyr i naturen. Det betyder, at de skjuler tegn på sygdom så godt de kan.
Du lærer din hamster at kende, og man kan komme langt med en mavefornemmelse. Hvis du har en fornemmelse af, at noget ikke er helt som det skal være, så er det okay at reagere på det. Fx er det ikke normalt for en hamster ikke at reagere/bare ligge helt fladt og stille, når du nærmer dig – eller bare helt holde op med at udforske sine omgivelser. Det kan også være små ting du lægger mærke til, som hvis din hamster ændrer vaner eller personlighedstræk – du kender din hamster bedst.
Det er naturligt for hamstere at have gule tænder, og det er normalt at de nederste fortænder er en del længere end de øverste – dog bør fortænderne aldrig blive overdrevet lange. Hold øje med at din hamster ikke fx får svært ved at trække vejret, mangler store klumper af pels/klør sig overdrevet meget, og at det ikke fx løber fra øjne eller næse. Hold også øje med, om din hamster udvikler diarré eller pludselig drikker og tisser meget mere end normalt. Det er desuden ikke unormalt for en hamster at udvikle kræft med alderen, så hold øje med om din hamster udvikler knuder.
PLEJE &
PRÆVENTIV MEDICIN
Når du får din hamster hjem
Som med alle andre dyr vil jeg anbefale, at du tager din hamster til dyrlægen til et sundhedstjek, når du får den/dem. Det giver din dyrlæge en chance for at forsikre dig om, at den er sund og rask, bekræfte kønnet, hvis der skulle være tvivl, og det giver dyrlægen en mulighed for at se, hvordan din hamster opfører sig, når den er normal. Så er der noget at sammenligne med, hvis den på et tidspunkt skulle komme til at fejle noget. Det giver også nogle basisparametre som fx vægt, der kan være gode at have, blandt andet fordi vægttab kan være et af de første tegn på, at der er noget galt med din hamsters helbred.
Helbredstjek
Jeg vil anbefale, at du tager din hamster til dyrlægen til et sundhedstjek en gang om året, men også gerne halvårligt. Det er blandt andet for at tjekke, at din hamsters tænder ser fine ud, at dens vægt er stabil mm. Det kan også være, at dyrlægen lægger mærke til noget, som du måske ikke selv havde kigget efter.
Som altid kan det være en god ide at forhøre sig hos dyrlægerne i dit område, så du finder en, der er fortrolig med hamstere.
Der er visse ting du kan gøre derhjemme for at holde øje med din hamsters helbred, blandt andet fordi de som nævnt vil prøve at skjule det, hvis de ikke har det så godt. Noget, der er nemt at gøre, er at veje din hamster regelmæssigt, og skrive dens vægt ned i en bog. På den måde kan du se, om den pludselig taber sig, og så kan du reagere på det.

Turen til dyrlægen
Når du skal til dyrlægen med din hamster, så er der nogle gode råd du kan følge, for at gøre oplevelsen så stress-fri for din hamster som muligt:
-
Transporter din hamster i en transportkasse/boks med fx avispapir eller andet absorberende materiale i bunden, samt et substrat at grave sig ned i. Fastgør evt. en drikkeflaske og giv dem eventuelt lidt mad til turen.
-
Dæk kassen til med et tæppe eller håndklæde, så der er dejlig mørkt og roligt. Undgå desuden høje og pludselige lyde – fx er det ikke det bedste tidspunkt at skrue bilradioen op for fulde gardiner.
-
Minimér sanseindtryk i form af lugt så vidt muligt. Hvis din dyrlæge har et separat vente-område væk fra hunde og katte, er det en mulighed, eller alternativt kan du lade din hamster vente i bilen/I kan alle vente uden for, og så kan dyrlægen kalde jer ind, når det er jeres tur.​
Pelspleje

Som beskrevet tidligere kan du give din hamster regelmæssig adgang til et sandbad, da det er med til at holde deres pels ren og sund. Dog bør du aldrig bade din hamster i vand, medmindre du har fået specifikke instruktioner fra din dyrlæge.
ØVRIGE OVERVEJELSER
Hamstere har en forventet levetid på 1,5-2 år – nogle kan dog blive ældre, men en hamster på 3 er en meget gammel hamster! Det kan både være en fordel og en ulempe – en fordel hvis du ikke er sikker på, at du kan forpligte dig til et kæledyr over de næste 10 år, men du samtidig gerne vil have noget selskab. En ulempe, fordi et par år hurtigt kan gå, og det er aldrig nemt at skulle sige farvel til et elsket kæledyr, lige meget hvor lille han eller hun er. I min personlige erfaring lever dværghamstere ofte en del længere end syriske. Jeg har ikke kendt en syrisk hamster, der blev meget mere end 2, mens jeg har kendt flere dværghamstere, der blev 2,5 eller ældre. Jeg har endda hørt om en Roborovski dværghamster, der blev 3,5 - selvom det dog må være en form for rekord!
RESUMÉ/TJEKLISTE
-
En hamster.
​
-
Et stort bur.
​
-
Et eller flere hjul.
​
-
Sandbad med fx chinchillasand.
​
-
Godt med legetøj, tunneler, gemmesteder og ting at gnave i.
​
-
Et passende substrat og redemateriale.
​
-
Et hamsterfoder af god kvalitet.
​
-
Drikkeflasker.
​
-
Penge til en tur til dyrlægen, samt årlige eller halvårlige sundhedstjek.
​
-
Penge til løbende indkøb af foder og substrat.
​
-
Transportboks.



