top of page
Husning fritte
Selskab fritte
Fodring fritte
Håndtering og adfærd fritte
Pleje og præventiv medicin fritte
Øvrige overvejelser fritte
Tjekliste fritte

HUSNING

ferret resting in his cage.jpg

Fritter sover 15-18 timer i døgnet, dog ikke i streg. De er vågne med et par timers mellemrum og er til gengæld meget aktive i deres vågne perioder. Det betyder også, at de skal have mulighed for at blive stimulerede og derfor have legetid uden for buret dagligt – faktisk fire timer eller mere hver dag. På den måde er det måske lige som at have en hund eller kat i og med, at det ikke er en type af kæledyr, som man kigger på i et bur eller glastank, men i stedet dyr, der kræver store mængder interaktion med deres ejere.

Ikke al (lege)tid uden for buret behøver være sammen med ejere, men hvis de ikke er superviserede, kan det i hvert fald være en fordel at fritte-sikre sit hjem for at undgå uheld og problemer. Fx kan man dedikere et værelse til fritterum og så have det indrettet på en måde, så man ved de ikke kan komme på afveje eller bide i ting, de ikke bør bide i. Det kan passende være det rum, hvor deres bur står.

​

Fritter er som sagt aktive, når de altså ikke sover en dyb søvn, og jeg vil anbefale et bur med flere niveauer. Et bur, der huser to fritter, bør være minimum 150x90x60cm eller tilsvarende, men som altid – jo mere plads jo bedre. Buret bør desuden have gitter i stedet for solide vægge, da det er nødvendigt med god ventilation.

 

Ethvert rum, som fritterne har adgang til, især uden opsyn, bør være fritte-sikret. Fritter er destruktive og udforsker deres omgivelser bl.a. ved at bide i ting – det kan hurtigt lede til at din fritte spiser noget, den ikke skulle, og det kan i så tilfælde være nødvendigt med en tur til dyrlægen. Hold øje med dine fritter, og lad så vidt muligt ikke småting som elastikker, nøgler og andre småting lægge fremme. Det samme gælder fx medicin. Sørg også for, at dine fritter ikke kan tygge i kabler og ledninger, da dette kan være meget farligt. Hold så vidt muligt planter uden for fritters rækkevidde, både så de ikke graver i jorden og så de ikke prøver at spise af planten og eventuelt indtager noget, der er giftigt.

Det er desuden værd at være opmærksom på, at fritter kan være snu escape artists. Hvis en fritte kan få sit hoved gennem et hul, så kan den få resten af kroppen med også. Derfor er det vigtigt at sikre, at der ikke er smuthuller, hvorfra dine fritter kan løbe væk. Det er også værd at holde øje med møbler, skuffer og skabe, da fritter vil kravle ind og udforske hvor de kan – og igen vil måske ødelægge og indtage ting, som fx materiale fra puder, stofbetræk mm. Hold altid vinduer og døre lukkede, så dine fritter ikke kan løbe hjemmefra.

 

Ferret peeking out from under Couch.jpg

Hvis dine fritter har adgang til køkken eller badeværelse, så vær sikker på, at der ikke er stillestående vand, som fx toilettet, badekar eller en vask fyldt med vand, som dine fritter kan falde i.

 

I en nøddeskal: Når du kigger rundt i et rum, så prøv at tænke som en nysgerrig fritte, hvis prioritet vil være at udforske så meget som muligt, så du bedst muligt kan identificere mulige problemer, før de opstår!

Møblement og accessories

 

Som sagt er fritter meget aktive og elsker at lege. Derfor bør de have adgang til masser af legetøj og tilbehør både inde i og uden for buret.

 

  • Tunneller: Fritter elsker at løbe gennem tunneller – dette inkluderer ting, som de selv ser som tunneller, inklusive fx bukseben og trøjeærmer.

 

  • Legetøj: Sørg for at give dine fritter masser af ting at lege med. Mange former for kattelegetøj er populære hos fritter – især de typer der hænger i en snor fra en pind, som de kan jagte.

​

- Sørg dog for, at legetøj, især hvis det placeres i buret og dine fritter er alene med det, ikke er for småt og/eller nemt kan ødelægges, da der i så fald vil være risiko for, at dine fritter indtager det.

​

- I en nøddeskal – tænk på dem som små børn, der putter ting i munden, hvis de får chancen.

 

  • Hylder og stiger: Du kan placere hylder, platforme og stiger rundt om i buret, som kan hjælpe dine fritter med at klatre.

 

  • Hav gerne masser af huler og hængekøjer, som dine fritter kan putte i. Hængekøjer kan eventuelt placeres lidt strategisk i buret, så hvis en klodset fritte skulle ske at falde fra højt oppe, så er der noget til at tage lidt af faldet.

Beautiful and young ferret performs the
  • Toiletbakker: Fritter er relativt nemme at træne til at bruge en bakke og vil under alle omstændigheder vælge et hjørne at bruge som toiletområde, bakke eller ej.

​

- Bakken bør ikke have for høje kanter, da fritter ikke bryder sig om det.

​

- Et passende substrat til bakken er papirbaserede kattegrusprodukter. Alternativt kan du bruge absorberende puppy pads, som kan smides ud, når de er beskidte.

​

- Du bør have en bakke i buret, men også bakker uden for buret – helst en bakke i hvert rum, som fritterne har adgang til.

​

- Fritter har oftest brug for at gå på toilettet efter at have sovet eller i forbindelse med leg. Mens du stadig er ved at vænne dem til at bruge bakken, kan du eventuelt placere dem i bakken, når de fx vågner fra en lur eller i forbindelse med legetid uden for buret – samme princip som at renlighedstræne en hundehvalp i virkeligheden.

Substrat

 

De følgende muligheder kan bruges som substrater i frittebure:

 

  • Tæpper: Dette er muligvis den nemmeste og billigste mulighed, da tæpperne kan vaskes og roteres, og der derfor ikke er brug for at købe nyt substrat løbende. Vask tæpperne ved hovedrengøring, eller som der er behov for det, med parfumefrit vaskemiddel og uden skyllemiddel.

​

  • Hø/halm.

​

  • Papirstrimler eller andre papirbaserede produkter.

 

Hold øje med at dine fritter ikke prøver at spise deres substrat – fritter er nysgerrige væsner og kan nemt komme til at spise ting, som det ikke er meningen, at de skal spise. Hvis du bruger et substrat, som dine fritter ikke vil lade mere med at prøve at spise, så er det sikreste at skifte til noget andet.

Rengøring

 

Toiletområder bør rengøres dagligt – alt efter hvor meget en bestemt bakke bliver brugt er det måske nødvendigt at fjerne afføring flere gange om dagen. Hvis en bakke er for beskidt, så vil fritterne ikke bruge den.

 

Hvis du bruger et kattegrus, bør hele bakkens indhold skiftes en gang om ugen, og lige meget om du bruger grus eller puppy pads, så bør selve bakken rengøres en gang om ugen også, dvs. gøres ren med et desinficerende middel og tørres af.

Selve buret bør rengøres en eller to gange om ugen – præcis hvor ofte det er nødvendigt afhænger af flere faktorer, som fx hvor stort buret er, hvor gode fritterne er til at bruge bakken, hvor mange fritter, der bor i buret osv. Man kommer langt med sund fornuft.

 

Brug altid kun rengøringsmidler, der er kæledyrs-sikre. Hvis du foretrækker et mere naturligt alternativ, så er eddike en mulighed.

Sad, cute ferret, petting zoo..jpg

Burets placering

 

Fritter kan hurtigt komme til at lide af hedeslag, når vejret er varmt, og derfor bør buret ikke placeres i direkte sollys eller op af en radiator, ligesom det ikke bør stå i træk.

 

Fritteburet bør stå i et rum, hvor temperaturen er kontrolleret og ikke bliver højere end 24ºC for at undgå problemer. Dette er værd at være opmærksom på, fx under sommerhedebølger.

Udendørs hold af fritter

 

Man kan godt huse sine fritter udendørs, og dette giver måske mere mulighed for at kreere god plads til leg. Som sagt er fritter dog sensitive over for varme, så om sommeren bør de have adgang til flere områder med skygge, så de kan køle ned, samt konstant adgang til frisk vand.

 

Når temperaturen falder til under omkring 10ºC skal fritterne flyttes ind i fx en garage eller et skur for at beskytte dem mod kulden.

SELSKAB

Portrait of two cute sleeping ferrets, c

Fritter er sociale dyr og derfor bør du holde minimum to fritter sammen, men man kan også have grupper med mere end to. Det giver dine fritter selskab, selv når du ikke er hjemme.

 

Du kan holde fritter af samme eller modsatte køn, så længe parring bliver forhindret (jeg kommer til at diskutere mere om dette emne senere, og de forskellige måder det kan gøres på).

 

Det nemmeste er at få fritter, som allerede er bondede til hinanden, som fx søskende fra samme kuld.

Introduktion af nye dyr

 

Hvis du har fritte(r) og ønsker at bringe en eller flere nye fritter ind i familien, så er der her nogle tips til, hvordan du kan øge din chance for succes:

 

  • Først og fremmest bør du have de(n) nye fritte i karantæne, som minimum indtil du har været en tur ved dyrlægen med det nye familiemedlem, og dyrlægen har sagt god for dens helbred. Det er for at undgå, at en ny fritte eventuelt skulle ske at bringe sygdomme med sig og smitte den eller de fritter, du allerede har. Det betyder, at de i karantæne-perioden ikke bør have kontakt, ikke bør dele luftrum, og at du bør vaske hænder indimellem håndtering af nye og gamle fritter. Karantæneperioden giver desuden den nye fritte mulighed for at falde til og tilpasse sig sine nye omgivelser.

 

  • Når karantæneperioden er forbi og introduktionen kan begynde, så kan du eventuelt starte med at lade fritterne lugte hinanden uden at kunne se hinanden. Fx ved at tage noget fra en frittes rum og flytte ind i den anden frittes rum og vice versa. På den måde kan de vænne sig til hinandens lugte, inden de rigtigt møder hinanden. 

 

  • Hvis muligt kan det være en god ide at introducere fritter til hinanden på neutralt territorie. Sørg for at holde fast i fritterne til en start, mens de siger hej for første gang, så de ikke kan fare direkte i hovedet på hinanden, hvis tingene ikke skulle gå som planlagt. Du vil kunne se, om de viser interesse for hinanden.

  • Hvis det går godt, kan du lige så stille give slip og lade fritterne interagere med hinanden. Et godt tegn er blandt andet, hvis de slikker/soignerer hinanden. I starten vil jeg anbefale ikke at lade dem være sammen uden opsyn, indtil du er helt sikker på, at de har accepteret hinanden.

 

  • Hvis det går mindre godt og en af fritterne bliver aggressiv, så put den tilbage i sit bur i time out og prøv igen på et andet tidspunkt.

​

 

Hvor lang tid det kommer til at tage at introducere to fritter til hinanden er ikke til at sige. Det kommer an på individerne. I værste tilfælde kommer de måske aldrig til at kunne være sammen uden opsyn eller dele bur, men det går dog sjældent så galt, at de slet ikke vil acceptere hinanden.

Two ferrets.jpg

Fritter og andre dyr

 

Det er muligt at have hund og/eller kat samt fritter i samme hjem. Som med introduktion af to fritter til hinanden, bør fritter introduceres gradvist til hunde og katte, og de bør aldrig lades sammen uden opsyn, da man aldrig kan vide med sikkerhed, om et instinkt pludselig sætter ind. Når det så er sagt, så kender du selvfølgelig dine dyr bedst, og du får en fornemmelse af, hvad der er og ikke er sikkert. Hvorvidt dine fritter kommer godt ud af det med din hund/kat kommer desuden helt an på de enkelte individers personligheder, samt til dels hvor gamle de er, når de bliver introducerede.

 

Anatomisk og fysiologisk er fritter på mange måder ens med hunde og katte. Det betyder dog også, at de kan få nogle af de samme sygdomme, og derfor er det vigtigt, at du sørger for at vaccinere både din hund/kat og fritter efter dyrlægens anbefalinger.

Group of pets together over white banner

Har du til gengæld kaniner og/eller gnavere, så vil tilføjelsen af fritter være en dårlig idé. Kaniner og gnavere er naturlige byttedyr for fritter, og selv hvis de bor i forskellige dele af huset, så vil de kunne lugte hinanden. Det er ikke fair for kaninerne/gnaverne hele tiden at kunne lugte et rovdyr, da det vil være stressende. Det har desuden potentiale for at ende rigtig galt, hvis en snu fritte fx skulle snige sig ind i kaninrummet. Det samme gælder for fugle.

FODRING

Basis diæt

 

Du bør give dine fritter et tørfoder specielt lavet til fritter. På den måde ved du, at dine fritter får de næringsstoffer, som de har brug for (inkl. vitaminer, taurin, calcium og fosfor i korrekte ratioer), ligesom det kan være med til at holde tandsten nede. Nogle mener, at tørfoder slider for hårdt på tænderne og at deres afføring lugter værre end på en rå kost, og det er i sidste ende din beslutning. Dette er bare min anbefaling. Nogle vælger at lave en kombination, hvor fritterne får tørfoder men stadig også elementer af råt kød og æg.

 

Fritter er obligatoriske carnivorer ligesom katte. Det betyder, at deres kroppe er nødt til at få animalsk protein for at kunne fungere. Når du vælger et tørfoder til din fritte, så bør det have et højt indhold af protein og fedt, men et lavt indhold af kulhydrat/sukker. Undgå så vidt muligt tørfoder, der indeholder majs og korn, og gå efter et foder med et animalsk protein som den først-listede ingrediens (fx kylling). Som tommelfingerregel bør du gå efter et foder med minimum 15 % fedt og 35 % protein. Du kan desuden supplere med fiskeolie af god kvalitet, hvilket de fleste fritter elsker. Det giver både kalorier og dermed energi, samt er godt for dine fritters pels. 

Sørg for at opbevare foderet tørt og tillukket og køb hellere mindre sække ad gangen, da vitaminerne i foderet degraderes over tid, især når posen først er åben. 

Ligesom katte har fritter tendens til at spise flere mindre måltider i løbet af en dag, i stedet for færre større måltider (som fx hunde). Sørg derfor for, at dine fritter har adgang til mad hele døgnet. Du kan eventuelt have faste ’’spisetider’’, dvs. faste tidspunkter, hvor du giver mere/frisk mad. Det kan fx være om morgenen og/eller tidlig aften. Du kan med fordel give noget af maden i skåle (fx med fiskeolie på), men også fordele tørkost rundt om i buret, så dine fritter skal lede efter det; det er med til at holde dem stimulerede. Du kan desuden bruge madpuslespil og/eller bolde som dem designet til hund og kat, så dine fritter skal arbejde for noget af deres mad og/eller godbidder.

Portrait of a cute domestic ferret eatin

Hvor meget din fritte skal have at spise er svært at sætte et bestemt tal på. Det kommer blandt andet an på frittens vægt, alder og aktivitetsniveau. Tal med din dyrlæge om, præcis hvor meget du fodrer netop dine fritter, og hvordan du kan holde øje med, om de får for meget at spise eller ikke nok.

 

Nogle vil foretrække at fodre deres fritter en hjemmelavet diæt udelukkende baseret på råt kød. Det vil jeg personligt ikke anbefale at gøre, da råt kød kan resultere i sygdom, og hjemmelavede diæter kan lede til ernæringsmæssige mangler. Hvis du absolut vil fodre med råt/hjemmelavet, så sørg for at gøre det i samråd med din dyrlæge. På den måde kan du minimere risikoen for sygdom relateret til ernæringsmæssige mangler, samt minimere problemer associeret med dårlig fødevarehygiejne.

 

Fritter har tendens til at gemme mad til senere, og især hvis du fodrer med råt kød, som hurtigt kan blive dårligt, så er det vigtigt regelmæssigt at fjerne det mad, som dine fritter har gemt.

Godbidder

 

Som med alle andre dyr bør godbidder gives i moderation. Frugt, grønt, nødder og lignende bør ikke gives til fritter.

 

Herunder er en liste over forslag til frittegodbidder:​​

 

Portrait of sable ferret eating the vita
  • Du vil kunne finde godbidder markedsført til fritter. Som med tørfoder til fritter, sørg for at godbidderne er baserede på protein/fedt og ikke på kulhydrat/sukker.

​

  • Kan du ikke finde godbidder til fritter, så er killinge-/kattegodbidder et alternativ.

​

  • Et kogt eller rå æg – dog i moderation som fx en gang om ugen.

​

  • Små stykker tilberedt kød som fx kylling (uden krydderier).

​

- Du kan tilbyde råt kød, men igen vil der være en risiko for sygdom, så jeg ville personligt tilberede det.

 

  • Ferretone eller beaphar multivitamin pasta er desuden et hit hos fritter og kan bruges til at overtale fritter til fx at sidde stille og slikke det direkte fra tuben. Det kan desuden bruges som et dagligt supplement, da det har gode egenskaber og hjælper fx med at vedligeholde en sund pels.

 

 

Det er væsentligt at tænke over, hvilken størrelse og form godbidder til fritter har. Fritter har små munde og kan komme til skade ved fx firkantede godbidder, så gå i stedet efter fx runde godbidder.

Vand

 

Sørg altid for, at dine fritter har adgang til rent og frisk drikkevand. Nogle fritter foretrækker at drikke fra en skål, mens andre foretrækker drikkeflasker – tilbyd eventuelt begge dele og se, hvad dine fritter foretrækker. Tilbyder du vand fra en skål, så sørg for at skålen enten er tung eller sat fast til buret, så den ikke kan væltes.

The domestic ferret drinks water in a ca

HÅNDTERING & ADFÆRD

Kommunikation og kropssprog 

 

En fritte der er glad og legesyg, vil som oftest søge interaktion og hopper og springer rundt, så det som regel ikke er til at tage fejl af. Din fritte vil måske løbe op til dig, og så løbe lidt væk, løbe op til dig igen osv., som en form for fangeleg. Hvis din fritte ikke føler den får nok opmærksomhed eller leg, vil den måske give dig et lille bid for at gøre opmærksom på sig selv.

 

Hvis en fritte er nysgerrig omkring en lugt, vil den som oftest følge lugtsporet meget tæt og lave høje sniffelyde.

 

En fritte, der er bange, vil som oftest prøve at gemme sig, og hvis det ikke er en mulighed, vil den prøve at gøre sig lille. Den vil måske endda hvæse ad dig. En fritte, der virkelig er bange eller vred vil måske bide som en sidste udvej, og det kan være ret alvorligt – så prøv virkelig at undgå, at det kommer dertil.

Håndtering og tæmning

 

En fritte, der bider lidt fordi den gerne vil lege, er meget anderledes end en fritte, der bider fordi den er bange – det er en anden og mere alvorlig slags bid. Derfor er det vigtigt at opbygge tillid mellem dig og din nye fritte, inden du bare samler den op.

​

​Principperne er de samme som de ville være for mange andre typer af kæledyr: Undgå pludselige lyde og bevægelser, og tal til din fritte i en rolig stemme. Det bør du desuden gøre uanset hvad – også når din fritte har lært dig at kende. Hvis du råber ad din fritte fx, så risikerer du bare, at den bliver bange for dig – og den lærer højst sandsynligt ikke noget konstruktivt af det.

Ferret sitting on hand and looking away

Når din fritte har vænnet sig til din tilstedeværelse, kan du lige så stille lade den lugte til dig og tilbyde godbidder. Hvis den gerne vil spise en godbid direkte fra din hånd, er det en god start. Du kan starte med at lukke din(e) fritte(r) ud i et relativt afgrænset område, som de kan udforske, mens du bare sidder på gulvet. På den måde bliver de vant til dig, og vil måske hurtigt begynde at søge hen til dig. Du kan fortsætte med at tilbyde godbidder og eventuelt opfordre til leg – men det er bedst, hvis de selv vælger at komme til dig.

​

Når du føler, at I har opbygget tillid, kan du lige så stille begynde at samle din fritte op – men hold øje med dens kropssprog. Hvis den gør tegn til gerne at ville sættes ned, så gør det – og så prøv igen senere i stedet.

Hvis du har en fritte, der har tendens til at bide lidt, når den bliver utålmodig, så kan det være værd at tænke over, hvad man kan gøre for at minimere det. Fx lade være med at tage din fritter ud til legetid, hvis du alligevel ikke har tid til at interagere med dem. Hvis en fritte nipper, så prøv så vidt muligt at ignorere det – lidt ligesom når man ignorerer en hundehvalp, der fx hopper op. Ved at ignorere det bliver fritten ikke belønnet for sin opførsel. Hvis fritten lærer at nippe er lig med opmærksomhed, så vil den naturligvis gøre det oftere.

Hvis din fritte stadig ikke helt forstår det, så kan det være værd at prøve andre ting – fx at sige ’’nej’’ og så stille og roligt ellers putte fritten i time-out i 5-10 minutter, fx i buret eller en transportkasse. Så er håbet, at fritten lærer, at ikke nok med der ikke kommer noget godt ud af at bide, så er det faktisk træls, når det har en konsekvens.

 

Fritter kan trænes til at blive vant til en sele og snor, og på den måde kan man gå tur med sine fritter og tage dem med på eventyr.

Ferret and woman.jpg

Du kan desuden med fordel prøve at bruge en klikker til at træne dine fritter og kan eventuelt eksperimentere med at lære dem små tricks, da de er intelligente små væsner. Det kan fx være værd at lære dine fritter at komme, når du kalder – især i situationer, hvor de har gemt sig godt!

Fritter og børn

 

Fritter passer bedst til familier med større børn, som fx 10 år og opefter i min mening. Fritter kan være dejlige kæledyr, og eftersom de er meget aktive når de er vågne og har godt af masser af legetid og ejer-interaktion, så kan de være sjove små familiemedlemmer. Dog er der nogle ting, som man bør overveje.

Boy with pet ferret. Young ferret sittin

For det første er fritter nysgerrige små væsner, som blandt andet bider i deres omgivelser, når de udforsker det. Det betyder også, at de nogle gange bider lidt i mennesker – fx for at få opmærksomhed eller i forbindelse med leg. Der er selvfølgelig forskel på en fritte, der nipper lidt for at få opmærksom, og en fritte der virkelig bider for at gøre skade. Men selv de små nip kan måske være skræmmende for børn, og ældre børn har måske desuden nemmere ved at lære at læse en frittes kropssprog.

Fordi fritter er så aktive og nysgerrige kræver det desuden, at man kan holde et godt øje med dem. Derfor er børn nødt til at være store og ansvarlige nok til at kunne sørge for, at de ikke kommer på afveje og/eller til skade. Ellers ender man som forælder mest af alt med et dobbeltarbejde – nemlig at holde øje med at hverken fritter eller små børn laver ballade!

Hvordan ved jeg, om min fritte fejler noget?

 

Fritter sover som sagt meget, og derfor kan det nogle gange være lidt svært at bedømme, om en fritte er ekstra træt. Som hovedregel bør en fritte, der er vågen, dog være en fritte fuld af energi. Hvis din fritte ligger stille og laver ingenting, selv når den er vågen, så er det ikke normalt.

 

Det er desuden værd at huske, at du kender dine fritter bedst. Du kender deres personligheder og deres rutiner, og derfor er der ingen, der er lige så godt udstyret til at fange det, hvis der er noget galt, som du er. Og der absolut intet galt i at reagere på din mavefornemmelse, hvis du har en følelse af, at der er noget galt.

 

Bestemte ting, du kan holde øje med, er om din fritte fx pludselig spiser/drikker meget mere eller meget mindre end før. Hold øje med, at det ikke løber fra næse eller mund, og at din frittes vejrtrækning ikke ændrer sig og bliver besværet. Hold også gerne øje med, om din fritte bevæger sig som den plejer, og ikke fx pludselig halter.

Også værd at vide er, at fritter ofte udviser sæsonbestemt vægttab. Faktisk kan fritter i sommermånederne tabe op til 40 % af deres kropsvægt, uden at der er noget galt. Dog vil jeg altid anbefale, at du snakker med din dyrlæge, hvis du er i tvivl. Det er altid værd at få ro i sjælen, synes jeg personligt. Selvom både vægttab og hårtab kan være helt normale, så er det også nogle gange tegn på sygdom – og du kan ikke nødvendigvis vide, hvilken en af delene det er, bare ved at kigge på dine fritter. Jeg vil også anbefale, at du generelt vejer dine fritter regelmæssigt og holder øje med deres vægt, da det kan være en indikator for mulig sygdom på tidspunkter, hvor du ellers ikke ville forvente at de tabte sig grundet sæsonen. 

​

En sidste ting, som jeg vil nævne her, er, at du faktisk kan give din fritte influenza – og den anden vej rundt. Så hvis du har fået influenza, er det bedst at holde dig på afstand, indtil du er blevet rask. Det er selvfølgelig en hel del nemmere, hvis du har en partner, der kan stå for at tage sig af fritterne i mellemtiden, indtil du er klar igen. Hvis du er alene, så sørg for god håndhygiejne og brug eventuelt engangshandsker og -masker, når du håndterer dine fritter og/eller fx deres mad. Influenza er jo som regel ikke noget man dør af – men det er stadig rart, hvis man kan undgå at sprede det.

Home checking of healthy ferret weight w

PLEJE &

PRÆVENTIV MEDICIN

Når du får dine fritter hjem

 

Jeg vil anbefale, at du altid tager en ny fritte til dyrlægen, når du får den – ligesom du ville med en hund eller kat. På den måde kan din dyrlæge forsikre dig om, at din fritte er sund og rask, og har du allerede fritter derhjemme, kan dyrlægen hjælpe med rådgive omkring, hvor længe nye medlemmer bør være i isolation, før de bliver introducerede.

 

Det giver desuden dyrlægen mulighed for at indsamle nogle basisparametre som fx vægt, ligesom dyrlægen kan observere din frittes adfærd samt hjælpe med at rådgive, hvis der skulle være ting, du er i tvivl om. Din dyrlæge kan desuden bekræfte kønnet, hvis du skulle være i tvivl. Fritter kan desuden gives en mikrochip, hvilket kan være en hjælp, hvis din fritte en dag ved et uheld skulle komme på afveje.

 

Som altid er det værd at ringe rundt til dyrlægerne i dit område for at finde en, der er fortrolig med at håndtere og behandle fritter, ligesom det er nødvendigt at finde en dyrlæge, der har den rigtige type af vaccine på hånden. Det har klinikker ikke nødvendigvis, hvis de kun ser en eller to fritter om året. 

Female vet examines a patient ferret iso

Helbredstjek

 

Jeg vil anbefale, at du tager din fritte til dyrlægen en gang om året for et helbredstjek, og også meget gerne halvårligt. Dine fritter bør desuden vaccineres mod hundesyge en gang om året, så sundhedsundersøgelse og vaccination kan slås sammen som man som oftest gøre det med hunde og katte. Ved et sundhedstjek vil dyrlægen undersøge dine fritter og blandt andet nedskrive deres vægt. Det giver dyrlægen mulighed for at holde øje med dine fritters tandsundhed fx, og det er væsentligt, da fritter ligesom hunde og katte nogle gange kan have brug for en tandrens. Det kan desuden være relevant at behandle dine fritter præventivt for bestemte typer af parasitter som fx lopper.

Reproduktiv sundhed

​

Et område, hvor det kan blive lidt kompliceret i mangel af bedre ord, at holde fritter, er når det kommer til reproduktiv sundhed. Det anbefales, at man ikke kastrerer eller steriliserer sine fritter (hvilket er modsat langt de fleste andre arter). Det er fordi fritter har tendens til at udvikle binyreproblemer, og den risiko øges ved neutralisering. Det betyder dog ikke, at du ikke kan holde hun- og hanfritter sammen – det kræver bare andre strategier.

 

Hunfritter, der ikke er steriliserede, vil komme i brunst i parringssæsonen (februar til september). Hvis de ikke bliver parret, eller hormonerne i deres krop kontrollerede, så ender de med at få så høje niveauer af østrogen i blodet, at det gør dem syge – såkaldt østrogen forgiftning, og det kan være farligt. Normalt ville man tænke, at det problem var nemt løst ved at sterilisere sin fritte, dvs. fjerne æggestokke og livmoder. Og det er jo sådan set også rigtigt nok – bortset fra at det som sagt giver andre problemer.

Så hvad gør man så? Der er flere måder at undgå dette problem på, som fx hormon-implantater. Disse skal gives med et bestemt interval, alt efter hvilken type implantat, der bruges – tal med din dyrlæge. En anden mulighed er at have en vasektomeret hanfritte, dvs. en fritte som ikke kastreres (dvs. testiklerne fjernes ikke), men sædlederne skæres over, så fritten ikke længere kan ejakulere. Når en hunfritte kommer i brunst, kan den vasektomerede hanfritte parre sig med hende. Selvom hun ikke bliver gravid, er det nok til at bringe hende ud af brunst og dermed undgå det høje niveau af østrogen i blodet, som ellers fører til sygdom.

 

Dette er derfor et emne, som du bør snakke med din dyrlæge om, så I sammen kan finde den bedste løsning for dig og dine fritter.

Large group of ferret babies old about e

Forsikring

 

Nogle forsikringsselskaber forsikrer i dag andre smådyr end bare hund og kat. Det kan være værd at undersøge, om det er pengene værd, hvis uheldet skulle være ude og du skulle stå med en uventet dyrlægeregning.

 

Et alternativ til forsikring er at sætte et bestemt beløb til side hver måned, hvis formål er at dække både forudsete og uforudsete ture til dyrlægen.

Veterinarian doctor working with young f

Turen til dyrlægen

 

Tag en ven med. Selvom det måske kun er din ene fritte, som skal tjekkes, så tag en makker med som moralsk opbakning. 

 

Fritter kan med fordel transporteres i transportkasser af plastik, ligesom dem man bruger til katte. Læg et tæppe og evt. en hængekøje i kassen. Evt. kan lidt mad og en vandflaske også tilbydes til turen, og det kan være en fordel at dække kassen til med et tæppe eller håndklæde. 

​

Prøv at holde larm som fx bilradio til et minimum for at minimere stress. Hvis din fritte har tendens til at blive lidt skræmt og utryg, så vent eventuelt i bilen til det er jeres tur. På den måde slipper I for at sidde i et venteværelse med fx gøende hunde.

Det er desuden en rigtig god ide lige at have nogle yndlingsgodbidder med. Især hvis du bruger Ferretone eller multivitaminpasta – så tag det med. Jeg lover, det gør alles liv meget nemmere! De her ting er ofte beskrevet som ’’crack til fritter’’, fordi de elsker det så meget – og så finder de sig altså bare i en del mere, lige som de kommer til at forbinde turen med noget positivt (noget lækkert at spise) i stedet for en stressende, negativ oplevelse.

Veterinarian doctor working with young f

Pelspleje, badning og mere

 

Du bør frisere dine fritter regelmæssigt som du ville med fx en hund eller kat. Mange fritter nyder det og på den måde kan det være en god oplevelse/rar aktivitet I kan lave sammen. Det kan desuden være værd at være klar over, at fritter i perioder som fx om sommeren taber store dele af deres pels. Dette er et fænomen kendt som sæsonbestemt alopecia. Dog er der andre ting som fx sygdom, der kan gøre, at din fritte taber store områder af pels. Hvis du er i tvivl, så søg råd hos din dyrlæge.

 

Medmindre din dyrlæge har givet dig specielle instrukser, eller din fritte af en eller anden grund er blevet ualmindeligt beskidt, bør du ikke bade dine fritter regelmæssigt, og helst ikke mere end et par gange om året. Det er desuden vigtigt, at du bruger en shampoo, der er beregnet til fritter. Fritter er renlige dyr, og derfor er det ikke nødvendigt at bade dem ofte – i stedet kan det faktisk være skidt for deres hud og pels. Nogle mennesker er fristede til at bade deres fritter for at komme af med den karakteristiske frittelugt – det hjælper bare ikke. I stedet er der en god chance for, at lugten efterfølgende bliver endnu stærkere, eftersom alle de naturlige olier mv. i frittens pels bliver fjernet ved badning.

 

Brug evt. en vaskeklud i stedet til at rengøre områder som fx ansigt, poter eller numse, hvis der er behov for det, fx hvis du har en ældre fritte, som har fået sværere ved at holde sig ren.

Veterinarian examines a ferret in a clin

Fritter har tendens til at få øremider, så derfor vil jeg anbefale, at du tjekker dine fritters ører regelmæssigt – gerne dagligt, hvis det er muligt. Hvis det ser ud som om, der foregår noget derinde, så kontakt din dyrlæge, så I kan få gjort noget ved det.

 

Fritter kan ligesom hunde og katte udvikle tandproblemer. Derfor er det en god ide at vænne dine fritter til at få børstet tænder regelmæssigt, hvis ikke hver dag så med et par dages mellemrum. Det mindsker risikoen for, at din fritte er nødt til at få en tandrens under bedøvelse hos dyrlægen. Brug en tandpasta fx beregnet til katte (helst en enzymaktiv en), men aldrig tandpasta til mennesker.  

​

Du kan lære at klippe dine fritters negle, som man ville med fx hund eller kat. Hvis du er i tvivl om, hvordan du gør det på en sikker og ordentlig måde, så spørg din dyrlæge, om han eller hun vil vise dig, hvordan man gør, så du kan gøre det derhjemme.

 

Med de ting jeg har nævnt her som fx pelspleje, negleklip og tandbørstning er det nemmest at introducere det så tidligt som muligt, så dine fritter vænner sig til det fra en tidlig alder, og det på den måde bliver en del af deres rutine.

ØVRIGE OVERVEJELSER

Fritter har en forventet levetid på omkring 5-8 år, så det er nødvendigt at overveje, om du kan forpligte dig til sådan en tidsramme.

Lugt

 

Fritter har en speciel lugt, som mange mennesker ikke bryder sig om. Hvis du er et af de mennesker, som finder lugten træls, eller hvis du generelt er sensitiv over for lugte, så er fritter måske ikke det bedste kæledyrsvalg for dig, da det er noget man må affinde sig med.

RESUMÉ/TJEKLISTE

  • Minimum to fritter.

​

  • Stort bur og andre fritte-sikrede områder.

​

  • Godt med legetøj, tunneler og gemmesteder.

​

  • Et passende substrat.

​

  • Mad- og vandskåle/flasker.

​

  • Et passende frittefoder.

​

  • Toiletbakke.

​

  • Penge til dyrlægebesøg 1-2 gange årligt, vaccination samt udgifter til hormonkontrol.

​

  • Transportkasse.

​

  • Penge til løbende indkøb af foder og substrat.

ferret sleeping on white background.jpg
young happy ferret plays.jpg
Portrait of two cute sleeping ferrets, c
Beautiful young ferret or skunk lying in

© Know the Pet You Pick 2022

  • Facebook
  • Instagram
bottom of page